For et stykke tid siden var der en meget, meget sej tegnedame der skrev i en mail til mig, at hun troede at jeg ville vinde en meget fin tegneserie-pris til sommer. Dengang hun skrev det syntes jeg, at det var helt fjollet. For det første fordi jeg ikke sådan rigtigt kan tegne, og for det andet fordi livet jo havde mistet sin mening på det tidspunkt, for det var mens min skide depression var på sit højeste.
Så jeg tænkte ikke rigtigt mere over det.

Det der næsten er bedst ved den medicin jeg får, det er at jeg nu kan sove om natten. Og jeg drømmer ikke onde drømme mere. Og jeg sover som en sten
I stedet for onde drømme, så er jeg begyndt at drømme om helt fantastiske ting. Og jeg kan tit huske dem.
Da der jo pludselig er plads til gode tanker i hovedet nu, så kom jeg til at tænke på den der mail. Og så begyndte jeg at drømme om den der pris. Mange nætter i træk. Jeg drømmer at jeg er til prisuddelingen, og jeg har øvet mig på at se både glad og overrasket ud når jeg vinder prisen, selvom jeg i drømmen slet ikke er overrasket
Jeg tror ikke det er normal praksis, at man ved prisuddelinger får en krone på hovedet. Men det gør jeg i drømmen. Og det gør bare det hele endnu mere awesome, for det gør ligesom det hele meget mere vigtigt
Bagefter holder jeg en takketale. Det gør jeg på engelsk. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for det er en dansk prisuddeling, men måske er jeg bange for at der sidder nogen der ikke helt forstår dansk.
Og så sker der noget underligt, for efter jeg er blevet kronet og har holdt min takketale, så går jeg åbenbart ikke ned fra scenen
Men jeg bliver på et eller andet tidspunkt åbenbart klar over det akavede i, at jeg vare står der og glor. Og så vågner jeg …
og så går livets barske realiteter op for mig. Jeg har ikke vundet nogen pris. Jeg er ikke engang nomineret til nogen pris.

Så derfor står jeg op og går i gang med dagens gøremål
Og for at være helt ærlig. Så tror jeg faktisk aldrig at der er nogle prisvindere der har startet deres dag med at samle 28 hundelorte op.