Hr. Mand er overhovedet ikke særlig stærk! (repost fra fitinspiration.dk)

En dag sad jeg og så sådan noget med nogle stærke fitness-mennesker i fjernsynet
pyramide1Menneskerne inde i fjernsynet så glade ud. De havde nærmest lavet en underlig slags menneske-pyramide
pyramide2Det var tydeligt at se, at man blev både stærk og glad af den slags.
Jeg havde også selv overvejet om man skulle begynde til noget fitness af en slags. Det var også ligesom om, at tøjet var begyndt at stramme lidt …
pyramide3Så jeg kaldte straks på Hr. Mand
pyramide4pyramide5Det var som om Hr. Mand virkede lidt nervøs da han havde lagt sig ..
pyramide6Og han kunne altså overhovedet ikke finde ud af det
pyramide7 pyramide8Så jeg tror altså slet ikke at jeg gider lave sådan noget med Hr. Mand når han slet ikke gider koncentrere sig om at gøre det ordenligt.

Det tror jeg i hvert fald ikke …

For et stykke tid siden var der en meget, meget sej tegnedame der skrev i en mail til mig, at hun troede at jeg ville vinde en meget fin tegneserie-pris til sommer. Dengang hun skrev det syntes jeg, at det var helt fjollet. For det første fordi jeg ikke sådan rigtigt kan tegne, og for det andet fordi livet jo havde mistet sin mening på det tidspunkt, for det var mens min skide depression var på sit højeste.
Så jeg tænkte ikke rigtigt mere over det.

Det der næsten er bedst ved den medicin jeg får, det er at jeg nu kan sove om natten. Og jeg drømmer ikke onde drømme mere. Og jeg sover som en sten
1I stedet for onde drømme, så er jeg begyndt at drømme om helt fantastiske ting. Og jeg kan tit huske dem.
Da der jo pludselig er plads til gode tanker i hovedet nu, så kom jeg til at tænke på den der mail. Og så begyndte jeg at drømme om den der pris. Mange nætter i træk. Jeg drømmer at jeg er til prisuddelingen, og jeg har øvet mig på at se både glad og overrasket ud når jeg vinder prisen, selvom jeg i drømmen slet ikke er overrasket
5Jeg tror ikke det er normal praksis, at man ved prisuddelinger får en krone på hovedet. Men det gør jeg i drømmen. Og det gør bare det hele endnu mere awesome, for det gør ligesom det hele meget mere vigtigt
6Bagefter holder jeg en takketale. Det gør jeg på engelsk. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for det er en dansk prisuddeling, men måske er jeg bange for at der sidder nogen der ikke helt forstår dansk.
7Og så sker der noget underligt, for efter jeg er blevet kronet og har holdt min takketale, så går jeg åbenbart ikke ned fra scenen
8Men jeg bliver på et eller andet tidspunkt åbenbart klar over det akavede i, at jeg vare står der og glor. Og så vågner jeg …
3og så går livets barske realiteter op for mig. Jeg har ikke vundet nogen pris. Jeg er ikke engang nomineret til nogen pris.

Så derfor står jeg op og går i gang med dagens gøremål
9Og for at være helt ærlig. Så tror jeg faktisk aldrig at der er nogle prisvindere der har startet deres dag med at samle 28 hundelorte op.

Det her er ret grænseoverskridende …

Nå, men jeg har lavet det her indlæg, da I skidesøde læsere har stået ved hele vejen. Så på en måde føler jeg også, at jeg skylder jeg en forklaring. Eller, ikke ‘skylder’ som sådan i negativ forstand, men på en måde for at forklare, og på en måde for at slutte denne underlige periode af. Andre skriver sig ud af svære perioder af sit liv, og for nogle år siden havde jeg nok gjort det samme, men nu har jeg så også tegnet det.

Lad os starte ved begyndelsen. Kan I huske da jeg for noget tid gik sådan ret hurtigt fra det her
1og så til det her
2Hvordan det skete ved jeg ikke, og har egentlig heller ikke brug for at prøve at finde en forklaring på det, for det har jeg prøvet på så længe nu, og kommer ingen vegne.
Jeg var egentlig godt klar over at det stod skidt til, længe før jeg pludselig lukkede Facebookside, Twitterkontoer, osv. Men jeg var nok ikke helt klar over hvor skidt det egentlig stod til.
Jeg har før haft sådan nogle små vinterdepressioner, men har altid kunnet hive mig selv ud af dem ved at motionere, få sol, spise sundere, osv. Så da jeg først troede at det var sådan et lille bæst der havde slået til, så prøvede jeg alt hvad jeg kendte der kunne kurere det. Det hjalp bare ikke en skid. Der var INGEN ændring i humøret.
5 6 7 8Jer der har fulgt med længe ved hvor glad jeg normalt bliver over at få ros, likes, delinger af bloggen, og bare sådan får generelt meget optur når noget går godt for bloggen. Derfor burde det nok have slået mig, at der skulle gøres et eller andet, da jeg ellers fik et fint tilbud om at være med i noget morgen tv for at snakke om crowdfundingen til bogen. Men bare tanken sendte mig ud i et kæmpe panikanfald, og jeg afslog tilbuddet med det samme. For jeg var helt overbevist om, at jeg udemærke vidste hvordan det ville gå ..
15 16 17 18 19 20 21 22Jeg skulle fandeme ikke være med i noget TV. For selvom jeg godt vidste at jeg burde være over the moon-lykkelig, så var jeg det ikke. Slet ikke. I stedet følte jeg bare at jeg havde sat gang i noget der kun kunne ende galt. For hvad fanden bildte jeg mig ind at tro at jeg kunne noget som helst.

Det må have været en virkelig svær periode for Hr. Mand. Men han klagede aldrig. Hvilket var ret vildt, for jeg var helt umulig om morgenen når han skulle køre på arbejde.
34Så sad jeg bare der og græd. Og havde mest lyst til at hænge rundt om hans ene ben og få ham til at blive hjemme.
Først græd jeg kun om morgenen. Så blev det også resten af dagen. Og ugerne var bare sorte og åd hinanden
28 29 30 31 32 33 34Jeg kunne slet ikke se noget godt i noget som helst. Det føltes mest som om jeg havde fået et sort filter for øjnene der gjorde det umuligt at se tingene rigtigt, og selv ting som jeg normalt var vildt glade for, de virkede bare grå …
9 10 13 14Så tænkte jeg, at nu måtte jeg fandeme tage mig sammen. Og det øvede jeg mig så på, for jeg havde fået ind i hovedet, at jeg måske kunne gøre det der fake it ’til you make it-ting og så bare fake at være glad indtil jeg egentlig blev det igen. Det gik dårligere end forventet.
23 24 25… så jeg begyndte at læse på nettet efter gode råd til hvordan man kunne komme over en, hvad jeg stadig troede var, en vinterdepression.
Jeg fandt et forum, hvor en foreslog, at hvis man selv var lidt ked af det, så skulle man sætte sig et sted og kigge på glade mennesker. God idé i teorien. Forfærdelig idé i praksis. Det eneste det gjorde var at minde mig om at jeg havde det mega nederen …
11 12Det havde nu stået på i flere måneder, og jeg blev klar over at jeg var nødt til at gøre et eller andet drastisk. For at være ærlig, så var dagene forfærdelige. Jeg kunne ikke finde rundt i ting, jeg glemte alt muligt, jeg afleverede under-middelmådige skoleopgaver, hadede min lyserøde dame og sad det meste af tiden enten bare og gloede ud i luften eller græd over noget jeg ikke anede hvad var. Jeg overvejede sådan set aldrig sådan at gøre noget helt drastisk og sådan gøre en ende på alting, men må også indrømme, at jeg tænkte, at hvis det var sådan her livet altid skulle være fremover, så var det ikke besværet værd. Og med den tanke bestilte jeg en tid hos min læge, og kunne heldigvis komme derhen indenfor kort tid.

Jeg vidste egentlig ikke hvad jeg ville have, at lægen skulle gøre. Han skulle bare få det til at holde op. Lægen var nok ikke klar over hvilket pres jeg havde lagt på hans skuldre, men lige så snart han spurgte hvad der var galt brød jeg helt vrælende sammen mens jeg allerede anklagende beskyldte ham for ikke at kunne få det her til at gå væk.
Da jeg var faldet lidt ned på jorden fik lægen mig til at tage en test der åbenbart skulle bedømme hvor deprimeret jeg var.
26Lægen fortalte, at hvis man fik over 30 ‘point’ i testen, så havde man en svær depression. Jeg fik 72 point.
27… og det var det også, sagde lægen.
For at være ærlig, så havde jeg, allerede inden jeg tog hjemmefra håbet at lægen ville give mig en eller anden form for piller. Ikke fordi jeg som sådan er all for at man bare skal æde en masse piller, men jeg var egentlig ret ligeglad på det tidspunkt. Pillerne behøvede ikke engang at gøre mig glad. Bare måske mere sådan ligeglad. Så ville jeg være fint tilfreds og aldrig bede om mere, for ligeglad var stadig 8000% bedre end sådan som jeg havde det.
Lægen gav mig nogle piller. Og så demonstrerede han, ved hjælp af en masse papir, hvordan de virkede. Han krøllede en masse papir og rodede det helt sammen …
35Sådan ser det ud inde i din hjerne nu, sagde han. Så lagde han alt papiret i fin orden
36sådan kommer din hjerne til at se ud når du har taget pillerne, sagde han.

Det virkede som en god deal. Det virkede endda som om det var lidt bedre end bare at være ligeglad.

Så jeg tog hjem og i de første par dage, der sov jeg næsten hele dagen lang. Det havde jeg sådan set heller ikke noget imod, for jeg havde ikke sovet mere end 3-4 timer om natten det sidste lange stykke tid. Og når man sov, så slap man også for alle de sorte tanker om alle de ting der kunne gå galt og var galt.

Efter et stykke tid skete der noget underligt. Noget jeg slet ikke havde forventet, sådan i virkeligheden
37 38 39 40Jeg troede næsten ikke på det. Kunne det virkelig være, at pillerne ikke bare havde gjort mig ligeglad, men måske endda gjort mig glad? Ikke sådan helt crazy happy, men bare sådan som jeg havde haft det før. Det virkede helt åndssvagt, og jeg begyndte at udfordre denne underlige normalhed, for at se om det virkelig var rigtigt. Først tvang jeg mig selv til at tænke nogle af de sorte tanker jeg havde haft om alt det dårlige der kunne ske i livet. Men i stedet for gråd kom der sådan en underlig rationel tankegang …
42

43 44Da jeg havde klaret alle udfordringerne var jeg helt ekstatisk.
Det sjove var, at det jo bare var sådan jeg normalt havde haft det. Det var jo ikke fordi pillerne havde gjort mig lykkelig, men det havde de jo alligevel gjort, for jeg var så skide fucking lykkelig over ikke at være SÅ ked af det hele tiden mere.
Efter et stykke tid blev det endnu bedre. Jeg fik lyst til at tegne igen. Jeg fik lyst til at åbne op for kommentarfelterne og lave en Facebookside igen. Jeg fik lyst til at lave mine skole afleveringer ordenligt, og jeg fandt ud af at drømmen om at gerne ville tegne ikke var død, som jeg ellers havde troet at den var. Og SÅ blev jeg crazy lykkelig over at bogen var blevet 100% fundet. Lige pludselig kom alle de reaktioner der burde have været der da tingene skete, men der var de jo bare udeblevet.

Pludselig virkede alle de ting som jeg sagtens kunne gøre før i tiden som kæmpe mirakler
45

Så på mange plan er alt nu tilbage til det gamle. Mange af jer har måske ikke lige skænket det en tanke, men det helt overvældende antal af mails der er landet i min inbox tyder på at det har undret nogen en del. Nu havde jeg jo fået det jeg ville, hvorfor ville jeg så lukke hele lortet ned? Det her er så forklaringen. Eller, i hvert fald, det tætteste jeg kan komme på at give en forklaring på min underlige opførelse.

Jeg er skide taknemmelig for at I har hængt ved. Og for at I har fundet bogen. Og at I liker og deler bloggen og kommer med søde kommentarer. Forhåbentlig ændrer det sig aldrig igen.