);
  • Tegninger

    Ikke mere hemmelighedskræmmeri …

    Her har været stille på bloggen det sidste stykke tid. Altså, ikke ‘stille’ som i helt tomt, men de indlæg der har været, har været korte. Det har til dels skyldtes eksamenslæsning, som jeg næsten ligeså godt kunne have sparet mig, da de 4 eksaminer nærmest må være årets bud på laveste gennemsnit, men det har også skyldtes noget helt andet. Noget dejligt noget andet, som desværre har taget noget tid fra den lyserøde dame. Men som har gjort mig helt glad og lykkelig og ør i hovedet.

    Seje, seje Maren har været så rar at lære mig lidt om hvad man skal stille op i denne tegneverden, som jeg nu har sat mine ben i. Hun har, blandt andet, lært mig, at hvis man vil noget, så kan man ikke bare sidde og vente på at det kommer til en. Så jeg har tegnet striber og tegnet striber og tegnet striber. Nogle har været sendt til steder, hvor jeg måske i virkeligheden ikke var SÅ vild for at få en fod indenfor, andre blev sendt et sted hen, som føltes SÅ uopnåeligt da de blev sendt af sted. Men man gjorde det alligevel, selvom man tænkte “Det kommer aldrig til at ske”. Som er sådan et sted, hvor man tænkte, at hvis ens tegninger kunne være med det, så var det nærmest det største i hele verden. Så da DET sted sagde ja, så var jeg ved at dø af lykkelighed! Og det har været undervejs længe. Sådan føles det i hvert fald, selvom der kun er gået et par måneder. Men det er så svært, når man hele tiden skal være sådan …
    betty1

    .. og man hele tiden skulle holde sig for munden, for ikke at komme til at råbe det ud over det hele …
    betty 2Men nu behøver jeg ikke at holde mig for munden længere. For nu kan jeg fortælle, at min lyserøde dame, har fået en ny veninde, og hun hedder Betty. Og hun minder meget om dig og mig og alle mulige andre som spiser slik i smug og ind imellem kommer til at se Netflix i stedet for at læse bøger. Og Betty kommer til at bo i Femina, hvor man kan møde hende på bogsiden i bladet. På torsdag (eller onsdag, hvis man abonnerer) kan man møde hende for første gang. Og selvom min mave slår knuder og nærmest føles søsyg af nervøsitet ..
    betty4 .. så glæder jeg mig helt vildt til at åbne bladet og se hende som jeg har brugt så mange timer i selskab med de sidste på måneder. Jeg håber også, at I har lyst til at møde hende!

    (… og helt ærligt. FEMINA!!! Hvor awesomt er det lige?!?!?!)

     

  • Tegninger

    Det ER da også for dårligt ..

     

    Her på Lolland snakker man ikke sådan lige med fremmede mennesker. Kun med sine naboer. Det glemmer jeg nogle gange når jeg er i København, og bliver derfor altid en smule forskrækket når der kommer en hen og snakker med mig, og jeg ikke kender vedkommende i forvejen. Nogle gange bliver jeg mere forskrækket end andre, specielt hvis folk har kapper på. Det er sådan set ikke fordi jeg er bange for kapper, det er bare ikke noget folk går så meget i hernede på Lolland, og derfor ser jeg det ikke så tit.
    kappe 1… men det er jo altid dejligt, at møde nye mennesker, det synes jeg bestemt. Og jeg kan egentlig godt lide folk der ligesom fortæller hvad de forventer af en med det samme. Så har man ligesom styr på forventningerne til den fremtidige relation
    kappe 2Jeg vidste med det samme, at fejlen lå på min side. Jeg levede tydeligvis ikke op til hvad der blev forventet af mig. Og det kan jeg ikke så godt lide. Jeg kan godt lide sådan at være en som folk kan regne med. Problemet var bare, at jeg kun var i København for at tage til eksamen, og jeg er kun menneske. Jeg har jo også mine fejl. Så derfor havde jeg nok ikke i min morgentræthed tænkt på, at der måske var nogen der gerne ville have en øl (eller flere) af mig. Kappe-damens efterfølgende spørgsmål var sådan set forståeligt nok ..
    kappe 3kappe 4
    … og lige så var hendes reaktion på mit skuffende svar på hendes spørgsmål
    kappe 5Jeg var ked af at skuffe hende. Jeg kan ikke lide når folk bliver skuffede over mig. Jeg overvejede et øjeblik om jeg skulle tilbyde at købe nogle øl til hende, men det var ligesom om det allerede var for sent. Skuffelsen havde nok været for stor en mundfuld at sluge. Så jeg kunne ikke gøre andet end at undskylde ..
    kappe 6Så derfor overvejer jeg nu at købe en større computertaske. Eller en mindre computer, for jeg tror ikke, at jeg kan få plads til øl dernede, som det er nu. Måske kan jeg også bare tage to tasker med næste gang. En til øl, og en til computeren. Det virker som den billigste løsning, i hvert fald.

  • Tegninger

    Det virkede som en fin idé ..

    Det der med at se gyser, når man var alene en mørk og meget stormfuld aften på gården …
    gyser… men måske effekten af stalddøren der sprang op ude i gården, træerne der piskede mod ruden, hundene der gøede af noget usynligt i mørket og at et af vinduerne pludselig sprang op fordi jeg havde glemt at lukke det var lige i overkanten.

  • Uncategorized

    … og så snakker vi ikke mere om det

    Jeg glemmer nogle gange, at der er 600-700 mennesker der måske ikke lige følger med via Facebook, og derfor ikke får de updates jeg skriver derinde. Så derfor får i den også lige her.

    Angående den sag hvor en virksomhed havde brugt en af mine tegninger ulovligt, så er den afsluttet. Jeg ser derfor heller ikke nogen grund til at hænge dem ud med navn, da jeg tvivler på at de gør det igen. For lige at opsummere, så mailede vi frem og tilbage, de blev ved med at påstå at jeg ikke havde retten på min side og til sidst kørte det helt af sporet, da de skrev ting som at jeg ville ende med at tabe sagen og også ville skulle skrive en undskyldning her på bloggen for min opførelse, og at jeg tydeligvis ikke anede hvad jeg havde gang i.
    Jeg må indrømme, at jeg var virkelig harm og arrig, for jeg vidste jo at jeg havde ret, og så skulle jeg tales ned til som om jeg var dum og naiv, så det endte med at jeg sendte dem et erstatningskrav, både på tegningen og samme pris for krænkelsen af ophavsretten. Pludselig kom direktøren fra virksomheden på banen, gav en undskyldning og de betalte hele mit krav.

    Er der noget jeg har lært af denne sag, så er det at stå fast. Jeg kender udemærke reglerne, og vidste, at de overtrådte dem. For at være ærlig, så havde jeg stoppet sagen for længst, hvis de bare havde sagt “Vi vidste ikke at vi gjorde noget forkert”, og sikkert bare opkrævet dem for en lille tegning. Det endte så med at koste dem 4 gange så meget. Jeg har fuld forståelse for at man måske ikke kender alle reglerne, men så må man sætte sig ind i dem, inden man begynder at påstå noget andet.

    Jeg har også lært, at jeg godt kan blive rimelig arrig, og pludselig være ligeglad med om folk kan lide mig. I hvert fald dem der forsøger at vade ind over mig. Jeg har ellers et udbredt pleaser-gen og vil helst ikke have, at der er nogen der er sure, så det var faktisk også en meget underlig oplevelse.

    Så. Case closed. Og selvom jeg selvfølgelig er glad for pengene, så undværede jeg gerne den uges tid, for jeg kunne ikke koncentrere mig om en pind og var helt drænet for energi da vi afsluttede sagen.

    Tak for al jeres støtte og gode råd, det betød virkelig meget.

  • Tegninger

    … hvorfor det er så nederen når folk stjæler ens ting

    Som de fleste af jer ved, så sprang jeg for noget tid siden ud som selvstændig, og prøver nu at tjene lidt ved siden af min skole på at tegne. Det går faktisk ok. Vi lever ikke som konger og baroner (langt fra), men det går langsomt fremad, og det er hårdt arbejde. Jeg læser stadig ca. 25 timer om ugen, og så tegner jeg ca. 30-40 timer om ugen, og hvis jeg skulle regne en timeløn ud, så ville den sikkert ligge under minimumsgrænsen, men det gør ikke noget. For den følelse man får når man laver noget selv og folk gerne vil købe det, det er hele sliddet værd.

    Mange af jer bruger tegninger fra bloggen på jeres Facebook eller egne ikke-kommercielle blogs, og det er jeg så glad for, specielt fordi I er virkelig søde til at huske at linke tilbage til mig, så det ikke ser ud som om det er jer selv der har lavet tegningerne. Det giver sig selv at alle de tegninger der ligger på siden er mine, med mindre andet er angivet. Det står faktisk også på siden. Der står også at de ikke må bruges i kommerciel sammenhæng.

    Altså burde det ikke være nødvendigt at lave alt muligt tekst på tegningerne, så folk ikke hugger dem.

    Alligevel har jeg nu (fordi I er så søde at fortælle mig det), fundet ud af at nogle af mine tegninger er blevet brugt i kommerciel sammenhæng, uden jeg hverken er blevet spurgt, blevet nævnt i forbindelse med tegningerne eller blevet betalt for dem. Nogle tænker sikkert “Kan det ikke være lige meget, tegningen var jo lavet, du har jo ikke haft ekstra arbejde ved det” eller “Sådan er det når man smider noget ud på nettet”. På en måde kan jeg godt sætte mig ind i tankegangen, men her er grundene til at det ikke rigtigt kan fungerer sådan i praksis.

    • Den lyserøde dame her på siden er MIG. Og jeg vil meget gerne selv bestemme hvad jeg har lyst til at reklamere for, hvis jeg skal reklamere for noget som helst!
    • Jeg kunne være ved at indgå et samarbejde med en konkurrerende virksomhed til den som har hugget tegningen, som så højst sandsynligt ikke ville have lyst til at lave et samarbejde længere.
    • Mine tegninger er min virksomhed, min løn, det der gør at jeg har råd til at putte agurk oven på min leverpostejmad. Hvis folk bare kan bruge mine tegninger som de lyster, så kan jeg jo ligeså godt bare lukke virksomheden.
    • Hvordan skal jeg kunne forlange, at nogle kunder skal betale for et produkt, når andre bare tager det? Det virker lidt unfair.
    • Det føles meget, meget, meget nederen at se sin tegning i en nyhedsmail, uden man bliver nævnt, og der så i bunden står at virksomheden som udsender mailen har copyright på indholdet i mailen – deriblandt så også min tegning… undskyld, men wtf?!?

    Jeg har sendt den pågældende virksomhed en mail om hvor træls jeg synes situationen er, og at jeg ikke kan forstå hvorfor de ikke har kontaktet mig. Jeg prøvede selv at bruge Google image search til billedet, og min side kom frem på under ét sekund, så det kan jo ikke være fordi de ikke har kunnet finde mig. Samtidig har jeg også sendt dem en faktura, og synes endda selv jeg har været virkelig fair og flink, for jeg har udelukkende taget betaling for selve tegningen, og ikke engang noget erstatning eller truet med bål og brand.

    Jeg har intet hørt fra dem. Og går egentlig heller ikke ud fra at jeg gør det. Så nu skal jeg til at finde/betale en jurist for at få betaling for noget nogen har stjålet fra mig, og det er så nederen. Tegningerne her på bloggen er lavet for at underholde jer, bloggens læsere, ikke for at fremmede mennesker skal bruge dem i reklamer for deres virksomhed. Jeg har slet ikke råd til at skulle ud og hyre hjælp til at få mine penge, men jeg bliver nødt til det, for den følelse jeg har rendt rundt med siden jeg opdagede hvad der var sket, er så nederen, at jeg er nødt til at gøre noget.

    Jeg har ikke sat logo/vandmærke på mine tegninger før i tiden. Nogle bruger det nede i bunden af deres tegninger, men det kan ret nemt sakses ud. Så fra nu af kan det bare være, at jeg er nødt til at gøre sådan her med alle tegningerne:

    121

    God weekend herfra. Nu vil jeg prøve at læse lidt til eksamen, på trods af at jeg stadig er virkelig gal i skralden.

  • Tegninger

    … er bekymret for Hr. Mand

    “Det lader til, at skibet er for stort til havnen”, grinede Hr. Mand da jeg satte mig ned i sofaen som samtidig, helt tilfældigt, gav en meget underlig lyd fra sig
    havnenBliver altså lidt bekymret når han taler i vildelse på den måde.