Måske er det også lige meget med det kørekort alligevel ...

Yndlingsbøger

foto 1

Selvom det måske virker i medierne som om at 90% af os hernede sydpå ikke engang kan stave os igennem en pizzariamenu, så er jeg nu ret glad for at læse, og jeg syntes faktisk at hele den der læse-movement som Danmark Læser prøver at sætte i gang er en ret awesome idé.

Jeg læser både sjove bøger, lyserøde bøger, bøger med tegninger og alvorlige bøger med stof til eftertanke. Hver ting til sin tid. Jeg går ikke en skid op i om en bog er en flot hardbackudgave, for jeg slæber som regel de bøger jeg er i gang med at læse med rundt i tasken, jeg kommer til at spilde kaffe på dem, osv. så tit kan jeg faktisk bedst lide de billige paperbacks, så ærgrer jeg mig ikke så meget hvis de går lidt i stykker. For mig er det vigtigste, at indholdet stadig kan læses.

Nogle bøger læser jeg bare én gang, andre læser jeg igen og igen. Enten fordi de er så sjove, at selv 10. gang ligger jeg flad af grin, eller også er historien bare så god at jeg nærmest bliver ked af at jeg allerede har læst bogen, og så lader jeg som om jeg ikke har og begynder forfra igen.

Hele ideen til at lave indlæg om bøger kom egentlig da jeg en dag så at Bloggers Delight havde en aftale med noget der hedder plusbog.dk – jeg anede ikke hvad det var, men jeg kan ikke lade være med at glo på en side der hedder noget med ‘bog’, så jeg klikkede på den, og fandt ud af at det faktisk er et meget fint koncept. Man betaler 99,- om måneden i medlemsskab og for det kan man så købe bøger til nogle ret vilde priser. Selv helt nye bøger. De første 7 dage er gratis og her kan man købe op til 3 bøger til Plusprisen. Selv helt nye udgivelser med 50-70% besparelse. Efter de 7 dage kan du købe så mange du vil til de billige priser, og efter de 7 dage er portoen endda kun 9,- pr. bog.
Mens jeg i min nysgerrighed klikkede rundt derinde opdagede jeg, at de også havde flere af mine yndlingsbøger til virkelig billig priser, og så tænkte jeg at det jo var en glimrende mulighed for at vise jer dem, uden at I så blev helt fristede og derefter skulle ud og give en masse hundrede kroner for dem.

Så her kommer nogle der på skift ligger i rotation i tasken. De er alle sammen nogen jeg allerede har læst flere gange, og helt sikkert kommer til at læse flere gange igen. Nogle af linksne er links til ebogs-udgaver af bøgerne, bare lige så I er opmærksomme på det 🙂

Maren Uthaug – Den lyse side

8

Jeg elsker generelt alt hvad Maren laver og synes også hendes første tegnede bog (eller, ‘graphic novel’ som det vel ret beset hedder) var sindssyg morsom. Men Den lyse side ramte lige i maven og hjertet. På én gang så helt vildt trist, men samtidig også helt vild sjov. Specielt én tegning (faktisk er det to der hænger sammen), hvor Maren går rundt med et lys i hånden og sin hund på ryggen. De er taget ud i mørket for at finde meningen med det hele. Sådan har jeg faktisk rendt rundt med hunde på ryggen og lys i hånden for at finde meningen med det hele, da jeg syntes at livet var svært.
Bogen kan du købe flere steder, men også på Marens egen blog lige HER – skal du bruge 150 kr. på noget, så skal du bruge dem på den. Specielt hvis du også godt kender til det der med at være ensom selvom der er masser af mennesker og følelsen af at gå rundt i regnvejr mens andre har det sjovt.

Hyperbole and a Half – Unfortunate situations, flawed coping mechanisms, mayhem, and other things that happend

Jeg får jo ind imellem lidt stikpiller om at min figur minder om Hyberbole and a Half-figuren. Det kan jeg sagtens forstå, for det var sådan set næsten kun pga. Hyperbole at jeg begyndte at tegne. Jeg kunne slet ikke tegne dengang (om jeg kan det nu kan så diskuteres), men øvede mig lidt ved at lave samme slags arme og ben som Brosh gjorde. Med jævne mellemrum dukker der nye læsere op som tror at de har afsløret en stor hemmelighed fordi de har opdaget at min figur ligner hendes, men det er altså helt out in the open 🙂
Nå, men tilbage til bogen. Som jeg elsker. Med mange, længere historier, 1000 tegninger og en hel masse der handler om hundene, Simple dog og Helper dog. Jeg tager den tit frem når jeg har en hel eftermiddag til rådighed, læser den igen, bliver inspireret af tegningerne, bliver underholdt af historierne og bliver igen mindet om hvorfor Hyperbole and a Half for mig er noget af det bedste i verden.
Du kan købe bogen hos f.eks. Saxo lige HER

Lau Aaen – Dagpengeland

Dagpengeland er Lau Aaens tragikomiske historie om hans ophold på et jobsøgningskursus som nyuddannet akademiker. Hold. Nu. Kæft. Det er altså en af de sjoveste bøger jeg længe har læst. Så hamrende sarkastisk og fuldstændig fantastisk. Om alt fra jobsole til det dersens EDB i et helt håbløst system som alt for mange mennesker desværre sidder fast i.
I skal læse den. Det skal I altså. Køb den i det allermindste som e-bog og læs den på din tablet. Hvis du ikke dør af grin, så giver jeg en chokoladeskildpadde.
Dagpengeland findes også i blogform (men det giver ikke helt sammen fornemmelse at sidde og bladre gennem indlæg i omvendt rækkefølge). Ellers bare lån den på biblioteket. Men du bliver nødt til at læse den.

Kristian Bang Foss – Døden kører Audi

De er lidt svært at fortælle for meget om handlingen i bogen uden ligesom at komme til at give for meget af handlingen væk. Men altså, fancy reklamemand, Asger, mister sit job, og bliver ‘hjælper’ for den handicappede Waldemar som nærmest sidder og rådner op i forstaden, viklet ind i forældre som kan alle tips til hvordan man kan nasse mest muligt på kommunen. Waldemar fejler 897 forskellige ting, så han og Asger drager til Marokko for at finde en healer. Den er sjov, og spændende og der sker både en hel masse og samtidig sker der ikke en skid. Giver det mening?
Jeg læste den egentlig kun fordi jeg ’skulle’ til eksamen, men bagefter købte jeg den selv og slæber nu jævnligt rundt på den i tasken. Køb bogen eller læs mere om den!

John Kenn Mortensen – De Utilpassede

7

Jeg var i forvejen ret vild med John Kenn Mortensens post-it monstre og da De Utilpassede handler om vampyrer på Lolland var jeg næsten nødt til at købe den. Den indeholder både forelskelse, masser af uhygge og virkelig helt sublime illustrationer. Perfekt læsning til en sen aften herude på landet på Lolland når der er helt mørkt udenfor og man nærmest kan mærke uhyggen fra bogen i stuen.
Den er fantastisk. Og jeg har lige fundet ud af at John Kenn Mortensen også er gæst på Copenhagen Comics, og jeg vil helt vildt gerne have hans autograf i min bog (selvom sådan autograf-jagt ellers ikke lige er noget jeg dyrker), men jeg ved ikke helt om jeg tør. Selvom jeg er sikker på at han måske ikke er helt så uhyggelig som hans tegninger er. Bogen kan du købe eller læse mere om her!

Jakob Vølver – Jydens Håndbog til Overlevelse i København.

Årh, den er SÅ sjov. Både hvis man er københavner eller jyde i København. Har jeg hørt. Jeg elsker de helt fantastiske illustrationer der er i bogen og de helt malende beskrivelser af både jyder og københavnere. F.eks. på listen over 37 ting som københavnere elsker, her finder man f.eks. punktet “Kaffe der hedder noget andet end kaffe”. Den bog er SÅ sjov, specielt for sådan en halvkøbenhavner som mig der har boet størstedelen af mit voksne liv i København. Og den er helt sikkert også med i rotationen af de 6 bøger der aldrig står og samler støv i bogreolen. Køb bogen eller læs mere om den her!

Håber at I måske har fundet lidt inspiration til underholdende sommerferielæsning. Hvad læser i selv? Har I også bøger der kører i fast rotation som I ikke kan lade være med at læse igen og igen?

(indlægget indeholder affiliatelinks – det betyder at hvis du f.eks. klikker på dem eller ender med at købe en af bøgerne, så får jeg fra visse af de online boghandlere et lille beløb. Det er ikke noget der koster dig ekstra, og jeg har forsøgt at finde bøgerne rundt omkring på nettet til de bedste priser)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

5 kommentarer

  • Trine

    Åh det skal jeg da så meget tjekke ud.. lyder som et fantastisk koncept

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Har egentlig slet ikke tid til at skrive, så det bliver kort – men jeg ELSKER fem ud af seks af de bøger, du har vist, så jeg burde nok tjekke Døden Kører Audi også, da det lader til vi har lidt den samme smag. Bøger er noget af det bedste jeg ved, og jeg vender også tit tilbage til mine favoritter – som jeg dog passer hysterisk godt på, fordi jeg er lidt sær. Titler må følge senere. Godt indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Live fra Lolland

      Hahaha, ja, jeg passer faktisk ikke skidegodt på mine ting. Alle mine dvd’er og cd’er er helt ridsede, og bøger køber jeg stort set altid i paperback så de kan holde til at blive slæbt med rundt! Jeg læste egentlig Døden kører Audi fordi jeg skulle læse den til eksamen, men så voksede den bare på mig. Det er sådan en bog hvor der i virkeligheden ikke sker en skid, men så alligevel sker der en hel masse.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • lovisen

    Super inspiration, de er straks sat på biblioteks huskelisten…

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Måske er det også lige meget med det kørekort alligevel ...