);
  • Tegninger

    Hr. Mand er helt vildt uretfærdig.

    Som jeg har nævnt flere gange, så har vi ret meget græs her på gården, som naturligvis jævnligt skal holdes nede.
    Selvom Hr. Mand aldrig har bedt mig om at slå græsset, så finder jeg alligevel engang i mellem på at gøre det. Jeg arbejder jo trods alt som regel herhjemme, og har jo mere tiden til at gøre den slags.

    Lige når jeg går i gang, så tænker jeg, at det da nok også bliver meget hyggeligt sådan at bruge et par timer ude i solskinnet, høre fuglene synge, osv.

    1

    Det er jo også mest fair, at jeg tager min tørn, tænker jeg.

    Jeg er glad for at jeg er sådan en god kæreste, der ikke deler ting op i mande og damearbejde og bare lader Hr. Mand klarer alle opgaverne.

    Efter en times tid, hvor mit hår har hængt fast i samtlige grene under det 8000 træer vi har (hvor græsset naturligvis også skal slås inden under), jeg har fået det for varmt, der er fluer overalt, og måske har jeg også været så heldig at køre over et par hundelorte der havde gemt sig i græsset, så har mit humør dog ændret sig lidt. Ja, man kan faktisk godt fristes til at sige, at det der med at slå græs, det ikke rigtigt er noget der bringer indre glæde og ro frem i mig …

    3

    …nogen må selvfølgelig tage skylden og ansvaret for at jeg nu går rundt og har fået hele mit liv ødelagt, og fingrene kan jo kun pege på én person. Det er naturligvis Hr. Mand.

    2

    Nu tænker du måske nok, at det da ikke rigtigt kan være hans skyld at det er irriterende at slå græs. Men det er det.
    Ikke fordi han tvinger mig til at slå græs, men fordi han i sin tid flyttede herned hvor der var sådan en stor græsplæne. Og fordi han er væk på arbejde 12 timer om dagen og derfor får mig til at føle at jeg hellere må hjælpe til med at slå græsset. Og fordi det er et mandearbejde, og han ved det godt, og derfor kunne han da for pokker have låst plæneklipperen inde et sted hvor jeg ikke kunne finde den.
    Den skiderik.
    Det store røvhul.
    Det skal han naturligvis straffes for …

    5

    …altså, det er jo ikke fordi vi havde aftalt, at jeg skulle lave pandekager, men så kan han i hvert fald lære det.

    I tilfælde af, at Hr. Mand ikke har modtaget mine telepatiske beskeder om hvor stort et røvhul han er, i bilen på vej hjem fra arbejde, så sørger jeg for at tage opstilling ude i haven når han kommer hjem. Så han kan se græsplænen og undskylde for at være sådan et røvhul der bare stiller plæneklipperen inde i stalden bag alle mulige ting, så jeg nemt kan se den, og dermed bliver nødt til at slå græsset …
    6

    …og så kommer han bare valsende, der. Som om ingenting er galt
    7

    6

    8

    6

    9

    …og ved i hvad? Det gider jeg faktisk slet ikke at svare ham på. Hvis han ikke selv kan regne ud at jeg er sur over at han er sådan en skiderik der ikke har sat plæneklipperen bag lås og slå, har sørget for at vejret ikke var så varmt så jeg kom til at svede sådan over at lave et stykke arbejde der egentlig er et mandearbejde, har puttet en masse fluer ind i haven og i øvrigt købt en gård med en hel masse græs til, så er han jo ikke bare en skiderik, så er han jo også dum.

    Men én ting skal han dog have at vide:

    10

    Så kan han måske lære at gemme plæneklipperen langt væk, sørge for koldere vejr, selv lave alt det dumme mandearbejde, holde fluerne væk, få hundene til at skide på steder hvor jeg ikke kunne tænkes at færdes og så i øvrigt lade være med at være så dum og uretfærdig.

    FØLG LIVE FRA LOLLAND: FACEBOOK & INSTAGRAM

  • Tegninger

    Uden at lyde helt vildt selvfed og herrenazi …

    Her i Blogland kommer man ingen vegne, hvis ingen deler ens ting. Live fra Lolland var aldrig blevet så forholdsvis stor som den er i dag, hvis ikke der var andre søde bloggere (og læsere!) der havde hjulpet på vej. Alle mulige seje mennesker fra (hedengangne) Dines the Infotainer, amarOrama, Marensblog, Miriamsblok og en hel masse andre har gennem de sidste par år været så søde at dele nogle af mine indlæg med deres læsere, og det har fået min læserskare til at vokse fra små 25 sidevisninger om måneden til de mellem 30.000-40.000 den har nu.

    I 2004 oprettede jeg min første blog. Eller, dengang hed det vist ikke rigtigt en blog, men jeg sad selv og nørklede med html-koder og byggede en hjemmeside som bare fungerede som en dagbog som jeg opdaterede sådan noglelunde jævnligt.
    Så kom der Blogspot og WordPress, og jeg har haft blogs på begge platforme. Sammenlagt kan man vel sige, at jeg har blogget i små 10 år – og alligevel er det først for nylig bloggen sådan rigtigt har fundet sin form. Som det den skal være, som jeg elsker at lave den og som der heldigvis også er ret mange der kan lide at læse den.

    Engang hed det sig, at hvis man ligesom gerne ville frem i Blogland, så skulle man prøve at gøre nogle af de større bloggere opmærksomme på sin blog. Jeg ville da gerne frem i Blogland, og jeg lagde da også en masse kommentarer hos mine yndlingsbloggere, men glemte egentlig lidt de der spidse albuer der skulle krage mig fremad, for hvis de svarede på mine kommentarer blev jeg altid helt benovet og OMG! OMG! OMG! over at de havde ‘talt’ til mig – og det var sådan set nok egentlig fint nok, for det virkede ikke som om de var synderlig interesserede i at linke til mig blog alligevel.

    Men så skete der noget. Efter mange år fandt bloggen sin ‘form’ og hvordan jeg gerne ville have at indholdet skulle være. Og pludselig begyndte næsten alle mine blog-idoler at linke til min blog. Og så blev jeg både sådan helt OMG! fordi lige præcis de kunne lide min blog, men også over de besøgstal der fulgte med. Hold nu hat, det var godt nok vildt.

    Nu er Live fra Lolland så åbenbart gået hen og blevet det som man måske vil kalde en større blog. Og jeg kan se at tendensen måske har ændret sig en smule, i hvert fald foregår det ikke rigtigt i mit kommentarfelt, men til gengæld foregår det meget i min inbox, f.eks. Tonen er også blevet lidt en anden (men nu er jeg jo også blevet pissegammel i mellemtiden). De der ønsker om jeg ikke lige kan linke til den ene eller den anden blog. Der bliver både spurgt direkte, men også nogle gange pakket godt ind. Eller, meningen fremgår stadig ret tydeligt, selvom den er pænt pakket ind. Link til min blog, del dine læsere med mig, står der i mere eller mindre direkte formuleringer.

    Jeg forstår dem godt, for jeg har selv været der hvor jeg syntes, at jeg havde en skidesjov blog, og hvad pokker gik der lige fra dem for lige at smide et link op på min blog på deres så jeg kunne få en masse læsere. Åh, jeg forstår det godt. Men selvom jeg rigtig fint forstår det, så for det mig ikke til at linke til deres blogs sådan lige uden at blinke.

    Og hvorfor så ikke det? Det er jo ikke fordi der går noget fra mig hvis jeg lige 3 gange om dagen linker til alle mulige blogs der beder mig om det, gør der?. Men ved i hvad? Det synes jeg faktisk der gør! Here’s why:

    Det har taget mig 10 år at bygge min blog op til det den er nu. 10 år!
    De sidste par år har bloggen tidsmæssigt fungeret som et deltidsjob, og der er fandeme lagt mange timer på tegnebrættet for at nå dertil hvor jeg er nu.
    Ja – jeg har været så skideheldig at der er mange, både store og små, blogs der har linket til Live fra Lolland, men for at være helt ærlig, ikk. Så synes jeg også at jeg har arbejdet for det. Og for at være helt, helt ærlig, så er jeg faktisk også kommet dertil hvor jeg giver mig selv lov til at synes at jeg har en sjov side som både mine læsere og jeg selv får noget ud af, så måske er det også i orden at synes at jeg faktisk lidt fortjener den succes som Live fra Lolland har fået.

    Kald mig bare gammeldags, men min blog og bloggens Facebookside, Instagram konto, osv. er ikke bare reklamesøjler for bloggere der gerne vil have flere læsere.
    Misforstå  mig ikke, jeg linker hjertens gerne til andre blogs jeg godt kan lide, men stederne er ikke til fri afbenyttelse for alle der lige har opdaget mine ok læsertal og tænker, at det da nok ville være fint hvis hende der den fjollede, halvdumme dame på Lolland lige gad at kaste et link til din blog.
    Hvis jeg finder din blog og synes den er sjov eller interessant, så tro mig, så skal jeg nok linke til den. For jeg tror fandeme også at det er vigtigt ligesom at give det videre.
    Men når du nærmest beder mig om det og forventer at jeg så gør det, så giver det mig sgu lidt en halvdårlig smag i munden, for så får jeg fornemmelsen af at det ikke er det jeg laver, men mine læsere der er det eneste du er interesseret i. Og det synes jeg sgu er lidt nedladende, både overfor mig, men helt ærligt, så også overfor læserne. Som om de bare er sådan en flok hjernedøde kvæg der bare lige gør som jeg siger de skal gøre.

    Og helt ærligt, ikk. Så kan det da godt være at et link fra en større blogger kan smide nogle tusinde mennesker over på din blog på én dag, men hvis ikke indholdet er til det, så kommer de jo ikke igen næste dag, vel. Og det er sgu da det der er det vigtigste? At man laver noget som folk har lyst til at komme igen for at få mere af?

    Arbejd på din blog, find dit udtryk, din balance, og ved du hvad, hvis der er læsere til det du laver, så skal de nok komme. Ja, det tager ofte helt vildt lang tid, og ja, selvfølgelig kan det være en anelse demotiverende at sidde og kigge meget lave besøgsstatistikker igennem, men vi har alle sammen været der. Og langt de fleste af os var der rigtigt længe.
    Der er ingen der bare har braget igennem med 100.000 månedlige besøg fra dag 1. Og hvis du vil noget seriøst med din blog, så tag den tid det tager.

    Nå, men nu skal det jo ikke lyde som et surt opstød det hele, for ind imellem er der faktisk også bare søde bloggere der spørger til råds. Sådan uden lumske bagtanker. Og hvis jeg skal give et råd, så er det netop at væbne dig med tålmodighed og ikke giver op selvom du måske i lang tid ikke sidder og blogger for andre end dig selv og måske den nærmeste omgangskreds. Og så blog om noget du rent faktisk interesserer dig for. Det er fandeme lækkert at mærke at der der rent faktisk sidder en person bag bloggen, og det tror jeg faktisk kun på at man kan, hvis man rent faktisk interesserer sig for det man sidder og skriver om.

    …. og så lige for at tage de spørgsmål der unægteligt må melde sig hos de fleste normale mennesker, i opløbet.

    Og hvorfor er det der med læsertal nu egentlig også vigtigt, er der sikkert mange der sidder og tænker. Blogger man ikke for sin egen skyld? Jo. Det gør man da. Hvis ikke man selv synes det er sjovt, så vil jeg da på det kraftigste anbefale at man lader være.
    Men læsertallene er vigtige, specielt hvis man bruger så meget tid på sin blog.
    Det kan der være flere grunde til, men f.eks. sådan en ting som lidt kroner fra at have de hersens blinkende reklamer over det hele, som faktisk er ret rare at få når det her nu er noget man bruger rigtigt mange timer på.
    For det andet – i hvert fald i mit eget tilfælde – så er der ingen tvivl om at jeg gerne vil leve af det her. Og det kan jeg kun hvis nogen gider læse det, købe mine bøger, komme ud og høre mig gøgle rundt og vise tegninger, osv.
    Jeg laver det jeg laver helt for min egen skyld, men hvis man gerne vil leve af at være sjov, så er det ligesom lidt vigtigt at der er nogen der synes, at man er det.

    I andres tilfælde – f.eks. modebloggere, livsstilsbloggere og hvad de smukke mennesker ellers bliver kaldt – der er det måske deres passion for mode der har fået dem til at starte en blog. Mange læsere betyder invitationer til nogle meget fancy modeevents (som jeg da helt ærligt faktisk også gerne gad med til. Men pt. sidder jeg i en lyseblå bluse med øjne på, leggings der er i stykker og gummistøvler, så der er noget ikke den store chance for at jeg bliver inviteret med til den slags), en indgang til et job i den verden, osv. Og helt ærligt, det er sgu da ret sejt!

    Og sidst, men på ingen måde mindst, så er det bare en hel særlig awesome fornemmelse at have sådan en kæmpe flok mennesker der kan lide det man laver, og som kommer igen og igen. Som hujer og klapper virtuelt med når det går godt, og som kommer med klap på skulderen når det ikke går så godt.

     

  • Tegninger

    Jeg går jo ikke rigtigt op i den slags …

    …men i går bragte Folketidende hele mit tegnede indlæg til #lollandfalsterlovestorm.

    Nu er jeg jo ikke typen der går op i den slags, men jeg ville alligevel lige købe avisen, så jeg smuttede lige ind i den lokale brugs på vej hjem fra arbejde …
    1

    …fordi jeg ikke er typen der går op i den slags og fordi der var andre mennesker ved kassen, så ville jeg købe avisen så diskret som så muligt, så jeg ikke blev genkendt. Den slags bryder jeg mig nemlig slet, slet ikke om …
    2

    32

    4 5 6

    HELDIGVIS lod det ikke til at hverken ekspedienten eller de andre ved kassen lod mærke til, at jeg var på forsiden. Ellers var ekspedienten bare rigtig sød og lod som om at hun ikke kunne se, at det var mig, så jeg kunne gå på gaden i fred. Hun spurgte i hvert fald bare om der var andre ting jeg skulle købe. Jeg var meget lettet over at hun enten ikke kunne se at det var mig der var i avisen, eller lod som om hun ikke kunne se det …

    71

     

    …det var vel nok dejligt, at de ikke gjorde et stort nummer ud af det. Jeg mener, bare fordi man er på forsiden af en stor avis der udkommer i ca. 17.000 eksemplarer og også kan købes elektronisk, så skal man jo ikke blæse det helt vildt op, vel.

  • Tegninger

    Det er jo ikke fordi, at jeg ikke synes at det er hyggeligt

    Sommeren nærmer sig, og det kan mærkes på antallet af mennesker der færdes på vejene hernede. Turisterne er kommet til for at få en bid af landlivet i solskin, og det er altså simpelthen bare så hyggeligt.
    Man kan rigtigt se på dem hvordan de hygger sig. De kører rundt på de små veje, kigger på marker og hilser på alle de lokale. Mange af turisterne har nemlig læst en masse om at bo på landet, og de ved godt at hernede hilser man simpelthen på alle. Det er altså bare så hyggeligt.
    En anden ting mange af turisterne gør, er lige at give et dyt. Når de kører forbi folk på vejene, når de kører forbi gården, når de bruger vores grund til at vende deres biler når de nu er kommet for langt ud på landet. For de ved godt, at den slags gør man på landet. Det er jo noget af det der er det hyggelige ved at bo på landet, ikk. Her har man slet ikke noget imod at folk bruger ens grund som om det var deres egen, det synes de lokale bare er hyggeligt.

    Og det er ikke fordi jeg ikke synes det er hyggeligt. Specielt hyggeligt er det jo med sådan lidt dytteri når man lige sidder midt i noget arbejde. Det er jo også kedeligt når der er så stille når man arbejder, man kan næsten ikke altid bære al den koncentration man kan mønstre når der sådan er helt stille …
    44

    … og hundene ligger og sover, det er næsten ikke til at holde ud at man kan nå så meget når der nu er helt ro på …

    2

    Så sidder man der med den irriterende koncentration og får alt for meget arbejde fra hånden fordi man er så fokuseret. Og så hører man det … først lidt på afstand
    5

    … hundene hører det også lidt, selvom det er lidt på afstand
    33

    … men så kommer det lidt tættere på, og der bliver dyttet lidt mere …
    10

    “De sidder rigtigt nok sikkert og keder sig inde på den der gård”, tænker turisten når han nærmer sig gården. “De skal da lige have lidt ekstra dytteri, så de ikke keder sig alt for meget”, tænker han.
    11

     

    …og man bliver da helt glad og varm indeni, det gør man da …

    6

     

    …hundene bliver også rigtig, rigtig glade når der sådan kommer en dyttende bil ind og vender rundt på grunden. Og det er ikke fordi, at de ikke må være glade, men nogle gange så kan deres glæde godt blive for meget når man nu er så vant til den stille hverdag herude på landet …
    Untitled-3_edited-1

     

    …og inden jeg kan nå ind og stoppe deres glædesudbrud har turisten allerede hørt det. Turisten kan godt lide glade hunde, så den får lige en tand ekstra med dytteriet. For han kan simpelthen så godt lide glade hunde

    754

     

    og hundene, de bliver simpelthen så glade, det gør de ..

    1

    …og for det meste tager det heller ikke mere end en halv til en hel time før der igen er indtruffet ro på gården og den der irriterende arbejdsro har indfundet sig igen …

    Så nej, det er bestemt ikke fordi både jeg og hundene ikke sætter pris på at turisterne sådan kommer ind og bruger vores indkørsel/have til formålet opstillede vendeplads, og for det meste kan vi også allerede året efter slå græsset der på den mudrede del hvor turistens bil har lavet et stort hul som vores græsslåmaskine ikke kan køre ind over.

    Nej, det er bestemt hyggeligt. Specielt når det er 10. gang på en dag at jeg kan høre dytteriet komme. Faktisk, så kan jeg slet ikke beskrive med ord den varme det giver indeni …
    4578

    …man kommer helt med gru til at tænke frem mod efterår og vinter, hvor der stort set ingen kommer forbi, ikk.

    Puha, hvor bliver det kedeligt.