• Tegninger

    Servicemeddelelse: Tid til forandring

    Nu kommer der lige noget mere sådan seriøst. Muligvis seriøst nok til at jeg sletter det igen på et tidspunkt fordi jeg er bange for at hvis fremmede mennesker får forvildet sig herind, at de så tror, at det her er en meget seriøs blog, lavet af et meget anstrengt, stresset og forvirret seriøst menneske.

    De sidste 2-3 uger har været de mærkeligste længe. Jeg har gået rundt om mig selv og ikke vidst hvilke knapper jeg skulle skrue og trykke på for at komme videre. Eller bare i gang. Og haft lange, seriøse snakke med Hr. Mand. Om fremtiden, økonomi, I ved, alt sådan noget voksen-stuff som jeg nu med 38 år (og alt for mange kilo) på bagen godt kan mærke, at det er tid til at overveje. Hvor skal vi hen? Både fysisk og også mere sådan på det mere abstrakte plan.

    Alle de forvirrende tanker og seriøse snakke udsprang selvfølgelig af at vi var nødt til at aflive vores elskede Kiki. Kæft, den gjorde naller. Men midt i al det triste, så åbnede der sig også nogle muligheder. Vi har hele tiden sagt at vi ville blive her på gården så længe vi var ‘nødt’ til det på grund af pladsen til hundene. Men nu er der kun 3. Ja, nærmest faktisk to en halv, for den lille af dem fylder sgu ikke så meget, og vi har reelt ikke brug for alle de her kvadratmeter og denne her kæmpe grund længere. Samtidig er den ældste hund i flokken nu allerede 11 år og er en stor hund, og med den fart han stadig har på, så tænker jeg at han nok ikke holder ti år endnu (selvom jeg håber det. I hvert fald ni år, ikk).
    Og med Hr. Mand der kører 320 km om dagen bare for at komme på arbejde, så giver det allermest mening at – når engang vi har fået stablet lidt mere opsparing på benene – at rykke længere nordpå. Sådan en ordenligt slat længere nordpå, højst sandsynligt om et års tid eller to.

    Jeg elsker at bo på Lolland. Jeg elsker sådan set også gården og al pladsen. Men med vores begges arbejdsdage der ofte varer 12-14 timer, så er det svært at holde den, og ikke mindst sætte den i stand. Og nu banker vinteren igen på døren og jeg ved godt at der ikke går mange uger før jeg er træt af at bo i et totalt uisoleret hus med utætte vinduer og et tag der for længst brude have været skiftet. Samtidig, så er min indkomst så lav, at når vi har købt brænde, fyringsolie, Hr. Mands bil har været på værksted og vi har betalt de massevis af dyrlægeregninger de regner med for tiden, så er der bare ikke råd til andet. Og hvis på et tidspunkt skal rykke herfra, så giver det ikke mening at rykke ti km. nordpå til et bedre isoleret. Hvis vi skal gøre det, så gør vi det på en måde, så vi både igen kommer tættere på familie (den nærmeste familie er min som er 125 km væk) og Hr. Mand meget tættere på sit arbejde, så vi kan få noget mere tid sammen.

    For at få råd til at føre de planer ud i livet kræver det en bedre og mere stabil økonomi, og derfor betyder det at jeg i det nye år begynder at lede efter et deltids eller fritidsjob til at supplere indkomsten fra tegneriet. Det betyder også at jeg er nødt til at skære noget af mit arbejde fra. Bloggen og mine striber i Hendes Verden er hellige for mig, og det bliver aldrig en af de ting der kommer til at ryge. Men det er svært både at lave de to ting, freelance-opgaver, drive en webshop og en fysisk butik og så samtidig skulle have et arbejde 15-20 timer om ugen ved siden af. Så nogle forandringer bliver nødt til at komme, men hvilke og hvornår ved jeg ikke helt endnu. Men webshoppen og den fysiske butik er i hvert fald i tankerne, I hvert fald kan de måske omstruktureres på en måde, så jeg bedre kan holde omkostningerne nede på dem. Min arbejdstid på de to ting ligger på ca. 30 timer om ugen, og på de sidste 3 måneder har de givet et overskud på 2000 kr. I alt. Jeg elsker dog stadig begge dele højt, og jeg ved også at det tager virkelig lang tid at stable sådan noget på benene, og jeg har også en masse ideer (men mangler ligesom bare tiden) til at gøre dem mere effektive og samtidig kunne holde omkostningerne nede på dem.

    På en eller anden måde håber jeg stadig på at der sker et eller andet mirakel inden nytår og at enten bloggen pludselig bliver kæmpestor, at folk handler helt vildt i webshoppen, osv. men jeg er også begyndt at være mere realistisk omkring at det ikke sker. Og jeg er okay med det. Måske ender tegneriet med ‘bare’ at være mit deltidsjob, måske ender det ud i om nogle år at blive et fuldstidsjob igen. Men for nu er jeg nødt til at kaste den evige optimisme og nok også naivitet til side, for jeg kan godt mærke, at det er væsentlig vigtige for mig at arbejde hen mod et mål hvor vi har mere tid, sammen og til hinanden, kunne se vores familier mere uden at det skal planlægges 100 år i forvejen og have mere økonomisk overskud, som f.eks. også kan gøre at når der engang slet ikke er flere hunde, så kan vi tage ud og rejse, som vi slet ikke har været sammen endnu.

    De sidste par uger, mens jeg har prøvet at fordøje alle de tanker og planer har jeg tegnet røven ud af bukserne. Ikke så meget til bloggen, både fordi jeg faktisk ikke var i vildt godt humør og det gør det svært at finde på sjove historier, men også fordi jeg har brug for at lave noget mere nørklet. Jo mere jeg tænkte over det, jo mere gik det også op for mig, at i de 4 år jeg har lavet Live fra Lolland, der har der sådan set ikke sket den store udvikling i tegningerne, andet end de er blevet lidt mindre skæve med tiden, fordi jeg er blevet bedre til at tegne nogenlunde runder cirkler og nogenlunde lige streger. Så på den front kommer der nok også til at ske en lille forandring. Tegningerne bliver stadig drøn-simple, men jeg der sniger sig nok lidt ekstra ind hist og her, fordi det er sjovere for mig at tegne lidt mere tilsvarende til hvad jeg rent faktisk kan tegne nu 😉

    Det her er ikke en trist update. Jeg er faktisk positiv og indstilliet på forandring (og hvis du har en form for deltidsjob ledigt hernede på det flade et sted, så send mig en mail, så får du fluks mit CV – men altså, jeg har lavet tonsvis af kundeservice, og jeg er faktisk overhovedet slet ikke så doven som det måske tit fremgår af tegningerne herinde 😉
    Så selvom jeg måske lyder lidt opgivende, så er jeg det overhovedet ikke. Det tog tid at finde hoved og hale i det hele og i hvad der skal ske, men må også indrømme, at det er rart at have et mål at arbejde hen imod, i stedet for at stå lidt i stampe, som jeg har gjort længe.

    Bloggen får samtidig med alt det her en lille make-over. Den og et spritnyt indlæg med nye tegninger er klar til jer i morgen <3

    PS: TAK fordi I læser med, og TAK til alle jer der har handlet hos mig, følger med, og alt det der! I skal virkelig vide, at jeg er SÅ taknemmelig. Selvom det i denne ombæring ikke bliver til et tegne-fuldtidsjob, så er det jeres skyld at jeg i det mindste ikke skal ud og lede efter et fuldtidsjob. Så mange, mange tak for det <3

    PPS: Jeg har – af en eller anden grund – fået en masse mails, kommentarer og alt muligt de sidste par uger. Jeg er virkelig ked af at jeg ikke har fået svaret på den allesammen. Jeg er i fuld gang, men de sidste par uger har været lidt mystiske, så derfor har der også været mange ting jeg ikke lige har kunne svare på. Men jeg kommer til jer indenfor den næste uges tid <3

  • PARFORHOLDS PARLØR

    PARFORHOLDS PARLØR #7 – OM NÅR MAN HØRER AT MENNESKER MAN KENDER ER BLEVET GIFT.

    Hvad mener vi egentlig når vi siger ting og sager til hinanden? Jeg har efter mange år i parforhold endelig lært at forstå hvad Hr. Mand mener når han siger noget. Måske han også en dag lærer at forstå hvad jeg mener. I dag handler det om at blive uvenner.

    Hvad jeg siger:


    Hvad jeg i virkeligheden mener:


    Hvad Hr. Mand siger:

    7-3Hvad Hr. Mand i virkeligheden mener:

  • Tegninger

    Jeg er blevet ligesom Hr. Mand

    I sidste uge havde jeg fødselsdag. Jeg blev 38 år. Hr. Mand var 38 år dengang vi mødte hinanden.
    Dét fik mig til at tænke over, hvor meget man egentlig begynder at minde om hinanden når man har kendt hinanden længe. For eksempel med hensyn til fødselsdage.

    Hr. Mand HADER at have fødselsdag …
    foedselsdag1
    Altså, han kan godt lide kage og sådan noget, men han er bare ikke glad for at være i centrum og at alt drejer sig om ham, og at folk bruger penge på at give ham gaver.
    Sådan har jeg ikke altid været, engang kunne jeg godt lide at få opmærksomhed og gaver, men med årene er jeg nok blevet mere som Hr. Mand end jeg lige havde regnet med. Nu kan jeg faktisk heller ikke længere lide at være i centrum og alt sådan noget, jeg er begyndt at være fuldstændig som Hr. Mand på dét punkt …
    foedselsdag2-1
    I virkeligheden kan jeg også bedre lide at være sådan lidt mindre opmærksomhedskrævende, for det er jo faktisk ikke et særligt flatterende karaktertræk.

  • Tegninger

    En slags servicemeddelelse om en slags servicemeddelelse

    Når man har en blog hvor man deler ud af sit liv, så er det svært ikke at fortælle om det hele. Altså, både når det er sjovt, men også når det er dumt eller trist.

    Jeg vil gerne have at det her skal være et sjovt sted at læse med. Men netop fordi, at det er helt mit eget liv jeg tegner og fortæller om, så er man også nødt til at tage forandringer i livet med som måske ikke er sjove, men fordi de er en del af historien, og man ikke bare kan springe let over det, for hvad hvis nu der skete det at jeg f.eks ved at uheld kom til at brænde alt mit hår af og pludselig tegnede mig selv som skaldet uden at nævne hvorfor jeg ikke længere havde noget hår, så ville det virke underligt.

    Dét har jeg tænkt over hver gang der er sket en forandring i livet som jeg ikke kunne omsætte til tegninger. Jeg tænkte over det dengang jeg flyttede fra Hr. Mand, for et halvt års tid siden da vi var nødt til at aflive vores hund Ziggy, og igen nu hvor vi i onsdags var nødt til at sige farvel til hundemor-Kiki på 13 år der onsdag morgen (heldigvis mens vi var hjemme) fik en blodprop i hjernen og ikke anede hvor hun var, hvem hun var, hvem vi var, eller hvordan man skulle gå og stå.

    Skal man bare vente med at give lyd fra sig til man igen har fundet noget sjovt i ens liv at tegne om, skøjter man bare henover det og fremover (og forhåbentlig længe! Kan ikke sige farvel til flere dyr foreløbig) skriver ‘de tre hunde’ i stedet for ‘de fire hunde’?

    Jeg synes godt det ind imellem kan være svært at finde balancen mellem at være personlig, og være privat. Min blog er personlig, men jeg har ikke lyst til at den skal være privat. Men det føles også forkert bare at lade som ingenting og gå videre til næste tegnede historie om et eller andet retarderet jeg har sagt eller gjort.

    Jeg tror, at løsningen må være sådan at lave en slags servicemeddelelse mellem indlæg, hvis der sker et eller andet der kan have betydning for både min evne til at lave indlæg, men også hvis det kan gøre sådan, ar der er noget i fremtidige indlæg der kan blive påvirket af begivenheden som servicemeddelelsen handler om, hvad enten det er noget godt eller noget skidt. Som f.eks:service-5

    Eller i det her tilfælde:

    service-6

    Og så er det ligesom det. Så er der en forklaring på hvorfor der måske er en lille pause på bloggen og så kan jeg tegne næste indlæg uden at føle, at man ligesom skal forklare en masse eller har udeladt noget.

    Det mest mærkværdige er, at jeg overhovedet ikke har samme forbehold på f.eks Instagram. Jeg aner ikke hvorfor det er sådan. Der ryger alt op. Jeg sletter det også nogle gange igen, men jeg har forbavsende lidt selvkontrol når det kommer til at holde ting indenfor egen private intimsfære når det kommer til Instagram.
    Eller måske er det måske mere forbavsende at der findes den slags selvkontrol på bloggen, for selvom jeg ikke helt kan huske tankestrømmen der gjorde at jeg for mange år siden begyndte at blogge, så tænker jeg at den har været noget i stil med:

    service-1
    service-2
    service-3
    service-4
    …eller, i hvert fald noget lignende der har gjort at jeg i mit hoved har forestillet mig, at det der foregik i mit hoved og indenfor hjemmets vægge var så interessant, at det var noget man ikke skulle gå glip af. Så egentlig er det da ret utroligt, at der sammen med den tankegang overhovedet kan eksistere en slags filter der får mig til at overveje hvad jeg lægger op på bloggen.

    Men altså. Min hund er død. Den levede i 13 år, og jeg levede sammen med den i de 5 af årene. Nu er den her ikke mere og vi savner hende. Og for fremtiden når der kommer indlæg om hundene på gården, så er der kun tre og ikke fire.

     

  • Er jeg den eneste

    Er jeg den eneste der #12

    fullsizerender-4

    • Ikke er helt sikker på om jeg har vildt god smag eller selv producerer vildt kedelige varer når folk kommer ind i butikken og er mere interesseret i at købe de ting jeg bruger som pynt (som elgen herover) end i mine varer?
    • Har fået af vide at jeg er ældre end jeg er så mange gange, at jeg selv er begyndt at tro på det? Jeg fylder 38 den 18. oktober, og Hr. Mand bliver ved med at sige, at jeg bliver 40. Så det er jeg også selv kommet til at sige nu, når folk spørger hvor gammel jeg bliver. Jeg skal altså holde op med at hoppe på alt hvad den mand fortæller mig.
    • Har prøvet at flytte en lille-bitte webshop fra én platform til en anden. Jeg troede det tog en time eller to. Jeg troede forkert. Det tog en uge. Hej hej deadlines på alle mulige opgaver.
    • Har allermest brug for at bruge penge i de måneder hvor man ingen har? Jeg vil have vinterjakke og vinterstøvler. I stedet har jeg gummistøvler med huller i og en alt for tynd jakke, der er iøvrigt er gået i stykker. Har også brug for brænde og fyringsolie. Hvorfor får man aldrig tilbudt det som betaling for sponsorerede indlæg? Jeg vil da gerne teste 6 paller brænde. Ingen problem, I ringer bare, Jem & Fix, Silvan, osv. Og ASOS, I må gerne pille mig af mailinglisten.
    • Har en mand der mener at grøntsager og fisk er noget Fanden har skabt? I går skulle Hr. Mand arbejde sent (bare rolig, jeg forlangte foto-dokumentation aftenen igennem for at være sikker på at han ikke havde en affære med sin ikke-eksisterende sekretær), og jeg gik BANANAS i broccoli og laks. Og avocado.
    • Lige pt. har en stor-savlende Golden Retriever liggende ved siden af mig? Den lille hund har ikke spist sin aftensmad op, og er faldet i søvn ude i køkkenet ved siden af madskålen. Santhos (vores Golden Retriever) kunne højst sandsynligt spise den lille hund i to mundfulde, men han er røvbange for, at hun skal slå ham ihjel (han er generelt lidt nervøs af sig), så nu ligger han bare og savler på min fod og stirrer længselsfuldt ud i køkkenet.
    • Har læst debatindlægget om hende eleven der næsten var lige ved at måtte spise kold kødsovs fordi lærerne ikke ville have at hun og nogle andre elever brugte lærenes mikrobølgeovn til at varme deres mad i. Jeg gider ikke engang komme ind på hvor heldigt et liv man alligevel har når det eneste der kan få en til at skrive et debatindlæg er om at spise kold kødsovs (så hovsa, nu kom jeg nok ind på det alligevel), men jeg kom til at tænke på dengang jeg selv gik i folkeskole. Der var hverken mikrobølgeovn eller køleskab. Puha, hvor har man spist man lunkne madpakker, altså.
    • Lige har indset, at det sidste punkt ikke bare fik mig til at lyde som om jeg rent faktisk fylder 40, men nærmere det dobbelte?