Meget berømt i Århus

I weekenden var jeg til Art-Bubble festival i Århus. Jeg havde glædet mig i lang tid, og det var en rigtig sjov weekend. Jeg sad ved den stand som mit seje forlag havde på festivalen og spiste slik og snakkede med mennesker og lavede tegninger og solgte bøger.

Søndag morgen skulle jeg checke ud af mit hotel, inden jeg skulle hen på festivalen igen. Da jeg kom ned i receptionen skete der noget fuldstændig crazy. Den søde (og nu hvor jeg tænker nærmere over det, også virkelig flotte og rare og pæne og awesomme) receptionist skulle læse min mailadresse op for mig, og så udtalte hun mit efternavn rigtigt! Det sker aldrig! Men det var faktisk slet ikke det som var det allermest crazy, det var nemlig sådan at da jeg sagde at hun havde udtalt mit navn rigtig, så sagde hun at det var fordi hun fulgte mig på Instagram og hun synes at jeg var sej. OMG, manner!

Jeg ved aldrig helt hvad jeg skal sige hvis folk siger sådan noget, men jeg blev i hvert fald mega glad, og jeg overvejede om det ville være for upassende at gå om bag disken og give hende en vold-krammer, men det var nok for meget, tænkte jeg, for nogle mennesker blive måske også lidt generte hvis de bliver krammet af en der er så berømt som jeg åbenbart er. Jeg ville jo også gerne virke som om jeg var vant til den slags (og det kan man faktisk også godt sige at jeg er, for det ER faktisk sket to gange før i de 6 år jeg har tegnet!), så jeg stod bare og smilede lidt mens hun checkede mig ud af hotellet. Men inden i mit hoved kunne jeg ikke lade være med at tænke “Okay, hvor berømt er jeg lige, jeg er ikke engang nået ud på gaden inden jeg er blevet genkendt!” og det var en meget awesome følelse.

Hele vejen hen til festivalen tænkte jeg over hvordan jeg kunne fortælle hvad der var sket henne på hotellet, til dem jeg delte stand med på festivalen. Heldigvis var jeg i god tid, så jeg kunne stå udenfor og tænke over hvordan jeg kunne få flettet det ind i en samtale i løbet af dagen, uden at virke som om at det var en mega big deal …

Så jeg besluttede mig for at fortælle det på en stille og rolig måde til dem jeg delte stand med, lige da jeg var kommet ind på festivalen. Mere hvis der nu blev så travlt, at jeg ikke fik fortalt dem det i løbet af dagen. Sådan lidt nonchalant, så det virkede som om den slags skete hele tiden for mig …

Heldigvis viste det sig, at der flere gange i løbet af dagen var en anledning til at fortælle historien til alle mulige, og det må alligevel have været en rigtig god historie, for Jacob som jeg delte stand med, han blev slet ikke træt af at høre den alle de gange! I stedet gav han sig til at tælle hvor mange gange jeg havde fortalt den!

Det synes jeg var rigtig pænt af ham, det måtte være fordi han vidste, at jeg ikke selv er så god til at tælle, at han tænkte at at han hellere måtte tælle for mig.

Det var virkelig rart at min historie var til glæde for alle dem der hørte den, til sidst gik folk faktisk hurtigt væk fra mit bord når jeg fortalte den igen og igen, nærmest som om de ville gøre plads til at andre kunne komme hen og høre dem. Det gjorde mig rigtigt glad.

Det er lidt underligt, for selvom jeg jo godt inderst inde ved at jeg er mega berømt, så er det alligevel rart at blive mindet om det engang imellem.

2 thoughts on “Meget berømt i Århus

  1. Men du er jo mega berømt, hvorfor ville Wilma van den Bosch ellers købe din bog uden at kunne læse den? 😉 Og du fik jo også lov til at komme foran i køen og få signeret din tegning 😀

  2. Man bliver virkelig glad, når man hører om at folk der er SÅ berømte, stadigvæk har overskud til at lægge mærke til de små ting omkring sig og værdsætte at folk hjælper med at tælle og den slags . Det er skam en vigtig ting.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *