Jeg giver op …

Fordi strømmen af mails om uberettiget brug af mine tegninger bliver mere og mere voldsom, så prøvede jeg i dag at Google en af de tegninger der oftest har været anvendt til alt muligt andet end det den er beregnet til, og det gav mig lidt af et chok. Resten af dagen er gået med at skrive erstatningskrav da den optrådte i kommerciel sammenhæng 6 (!!!!!) gange. Og ved I hvad? Jeg gider ikke finde mig i det mere. Jeg gider ikke høre på undskyldninger mere om at I bare er et lille firma. Tough luck, det er jeg også. Og jeres ulovlige brug af mine tegninger gør det sværere for mit lille firma at overleve.

Bare den ene pågældende tegning var også at finde på 11 private blogs, uden nogle former for kreditering til Live fra Lolland. Det holder altså ikke 🙁

Jeg bliver nødt til at skal have ryddet op. Du må aldrig bruge mine tegninger i en sammenhæng hvor jeg ikke er angivet som ejer af tegningen. Uanset om du sælger eller ikke sælger noget. Det gælder også for helt private blogs med 10 læsere om måneden.

Det er heller aldrig ok at sakse ting fra mine indlæg og sætte dem sammen på din blog! Der er en tanke bag indlæggene og den måde de hænger sammen på!

Selvom du linker til mig, så må tegningerne ALDRIG anvendes på en side som på nogen måde kan være en side du bruger til at promovere din virksomhed, produkter, en webshop eller noget som helst på nogen måde kan tjene penge på. Jeg er ikke en gratis ting du kan bruge som reklame, og bliver det heller aldrig.

Så nu giver jeg op. Jeg kan ikke være flinke-Kristina mere overfor nogen der bruger mine tegninger på private blogs uden at linke til mig, og i særdeleshed de steder hvor mine tegninger er sakset all over the place, nogle former for virksomheder, uanset størrelse og omsætning. For jeg er nødt til at sætte mig og min egen virksomhed først. Jeg kan ikke have at mine tegninger blivet helt usælgelige fordi de ligger overalt på nettet og ingen har betalt mig for dem. Så går min virksomhed nedenom og hjem. Og I er sikkert nogle vildt søde mennesker ellers, men det kommer jeg aldrig til at vægte højere end min egen virksomheds overlevelse. Det har jeg simpelthen arbejdet for hårdt for det til.