Det er altså også virkelig underligt …

Da jeg begyndte at arbejde og læse hjemmefra, så var det mig der fodrede vores hunde. Efter et stykke tid viste det sig, at jeg måske havde givet dem en anelse for meget foder, og det blev Hr. Mand lidt irriteret over. Så det holdte jeg op med.
Men vi skal jo hygge os lidt, ikke. Så derfor skal de jo have et par kiks. Eller 20. Om dagen. Jeg har fortalt hundene, at det er vores hemmelighed, og det slet ikke er noget vi behøver at involvere Hr. Mand i
sch1… men det er som om de ikke helt forstår, at når det er vores hemmelighed, så kan det kun foregå når Hr. Mand ikke er hjemme.
sch2Det er som om de slet ikke forstår hvad ‘hemmelighed’ betyder.

Om ‘konstruktiv kritik’

For et stykke tid siden lavede jeg jo det der indlæg om den depression jeg havde haft. Det var vanvittigt grænseoverskridende, og jeg frygtede at jeg ville blive høvlet ned af negative kommentarer om at piller er dumme, at jeg skulle tage mig sammen, osv.
Men det blev jeg ikke. I stedet var I alle sammen skide søde, jeg fik mange søde kommentarer og mails fra jer, og satte virkelig meget pris på det.
Indlægget er blevet delt mange gange, og jeg gætter på at det er sådan det startede. Den ene negative kommentar der kom i sidste uge, som gjorde mig i dårligt humør 3 dage efter. Den hed noget med “Det her indlæg er virkelig meget inspireret af Hyperbole. Det er lidt ærgerligt. :)”. Ja. Smiley. For det ved vi jo godt redder hele vores dag.

For det første, så føles den slags ‘konstruktive kritik’ (ja, det kalder vi det bare, ikke. Smiley) nogenlunde som at få sprøjtet 10000 liter kold vand i hovedet, samtidig med at nogen kaster tomater efter en …
hit6og så får man øje på den. Smileyen.
hit7Men hov! Hvad er den af? Hjælper smileyen slet ikke? Gør den ikke automatisk alle i bedre humør?!?
hit8Nej. Så bare undlad den næste gang.

For at prøve at sætte det lidt i perspektiv, så lade os sige at S, som lagde kommentaren, måske havde et job (for uanset hvordan man vender og drejer den, så er bloggen jo på et eller andet plan mit job) hvor hun på et møde skulle præsentere sin en idé som hun havde lagt hele sin sjæl i. Og så kommer først kritikken.
hit9Men så smiler man bare. Og så skulle alt jo blive bedre.
hit10Men det gjorde man jo
hit11

Nu har jeg for det første aldrig lagt skjul på at mine tegninger er meget inspireret af Hyperbole, og jeg ved også godt at der var ting i netop det indlæg der mindede utroligt meget om Hyperboles depressions-indlæg.
Jeg selv tænkte først over dem da jeg havde tegnet indlægget færdigt, men tænkte egentlig ikke så meget over det, for har efterhånden lært, at der er mange lighedspunkter mellem 1000 menneskers depressioner, og jeg kunne egentlig ikke se hvorfor jeg enten skulle opdigte ting der ikke var som de havde været da jeg var deprimeret, eller undlade nogle af de ting der havde fyldt mest i min depression, bare for at det ikke skulle minde om noget andre havde tegnet før. Og det svarede jeg så tilbage til kommentaren, sammen med en linie (eller 100) om at jeg synes det var ærgerligt, at det var den eneste tanke hun havde lyst til at dele om emnet. Hun svarede aldrig tilbage. Sådan er det som regel også med dem der lægger en enkelt negativ kommentar, det er som regel sådan lidt hit ‘n’ run.

Jeg ved ikke om kommentaren gjorde så ondt fordi det lige præcis var det indlæg hun valgte at smide den efter, som beskrev en så nederen periode i mit liv, at jeg hellere ville æde min egen arm uden bedøvelse end at skulle opleve det igen. Eller om det var fordi hun så det som noget der skulle underholde hende, men ikke levede op til forventningen og derfor måtte hun lige lade sådan en lille stinker sive. Jeg ved det ikke, men jeg tror egentlig mest fordi hendes kommentar lød som om at hun troede det bare lige var noget jeg havde lavet for sjov. Som om jeg havde tænkt at det der depressionsindlæg Hyperbole havde lavet da var vældigt populært, så sådan et ville jeg da også lige lave. Men den ramte så meget hårdere end nogen anden kommentar jeg har fået før, og de næste 3 dage havde jeg mange diskussioner med mig selv
hit1hit2hit4hit5Indtil jeg så kom frem til, at det nok var nemmere at tegne mine frustrationer ud.

Det jeg egentlig mest prøver at sige er, når nu du besøger en side der leverer ganske gratis underholdning til dig, og du tænker “Næh, hov. Der var lige noget der jeg kunne sige noget surt om”, så prøv lige at vend den om. Prøv at tænk efter hvordan du ville have det hvis nogen kom og sagde det samme til dig om dit arbejde. Overvej så om det måske egentlig er lidt spild af tid at lægge kommentaren. Og hvis du så endelig beslutter dig for at gøre det, så lad for fanden da være med at pakke den ind i en smiley. Det er simpelthen for luset.

Hr. Mand aner ikke hvor heldig han er …

Hr. Mand står op hver dag kl. 04.30 og kører til København, hvor han møder på arbejde kl. 07. Han kommer hjem igen fra arbejde kl. 17.
Jeg har egentlig ingen grund til at stå så tidligt op, jeg kan lave mine skole og tegneting når det passer mig, men jeg vågner altid når han står op, ikke fordi han larmer, men fordi der er 4 store hunde der spæner rundt og er helt over-excited omkring at skulle have morgenmad.
Når jeg så lige er vågnet lidt op, så bliver jeg mødt af det evige dilemma, som jeg i dag indvidede Hr. Mand i …
op1… Men det var som om han slet ikke kunne se alvoren i problemet. Ja, jeg vil næsten sige, at han nærmest bare tog sådan lidt let på det og gjorde lidt nar af det, som om det bare var en lille ting
op2
op3op4op5

… og den store

16Jeg er vokset op i en mellemstor provinsby, med alt hvad der dertil hører. Blandt andet også lokale radiostationer hvor man kunne ringe ind og sende hilsner til den eller og den anden lørdag formiddag. Den ene af de lokale radiostationer havde også en quiz for børn, hvor man skulle svare på et par spørgsmål, og så kunne man vinde nogle billetter til et fint børnearrangement i byen.

Jeg var ikke så gammel, så det var nok mest mine forældre der tog initiativet til at ringe op til quizzen. Men det var jo naturligvis mig selv der skulle snakke med dem inde i radioen. Og jeg kom igennem. Det var næsten for godt til at være sandt.

Det første spørgsmål manden i radioen stillede mig var “Hvad hedder du?”, hvortil jeg naturligvis svarede:
1103

Der var åbenbart ingen præmie for at kunne sin alder, så jeg skulle i gang med at svare på nogle ‘rigtige’ spørgsmål. Det første, sagde manden, drejede sig om talemåder.
Jeg husker selvfølgelig ikke de præcise tanker der gik gennem hovedet da han sagde det, men der er ingen tvivl om, at jeg nok ikke vidste hvad helvede han snakkede om.

Spørgsmålet lød “Når nøden er størst, hvad er så nærmest?”. Jeg synes det var et underligt spørgsmål, og jeg tænkte meget over det …
1314Svaret var jo ligetil. Og jeg forstod det ikke helt, for det var jo en quiz for børn, ikke idioter. Så jeg svarede:
15… hvorefter der udbrød et latterbrøl i den anden ende af røret. Det manden åbenbart ville have jeg skulle svare var ‘hjælpen’, men jeg var noget skeptisk. Den mand havde åbenbart ikke spist særligt mange nødder. Jeg måtte i hvert fald have spist flere end ham. I hvert fald nok til at vide, at det der var tættest på nøden hed ‘skallen’ og ikke ‘hjælpen’. Med sådan et underligt spørgsmål frygtede jeg quizzens sidste. Når manden i radioen ikke engang selv kendte de rigtige svar, så ville det unægtelig blive lidt svært for mig at få fingre i de billetter.

Det skulle dog vise sig, at det sidste spørgsmål ville blive piece of cake for mig. Spørgsmålet lød “Hvem synger sangen ‘Tre Hvide Duer'”. Det svar kendte jeg godt, for min far talte hele tiden om den sang og manden der sang den. Nu skulle manden i radioen ikke forsøge at snyde mig igen. Jeg var så sikker i min sag, og jeg svarede med overbevisning i stemmen:
9Igen med samme reaktion som sidst. Det var sgu da pisseirriterende. Var de bare ude på at gøre børn til grin? Da grinene havde lagt sig i den anden ende af røret (og sikkert i mange stuer hvor der blev lyttet med) bestemte manden alligevel, at jeg godt måtte vinde billetterne. Selvom han insisterede på, at mine svar var sjove, men ikke korrekte. Irriterende type.

Da jeg havde lagt røret var jeg noget muggen. Jeg viste jo, at han hed ‘Jodle Bøv’. Det havde min far jo altid sagt, at han hed.

I dag ved jeg, at man ikke altid skal stole på sine forældre.

 

Den kommer nok aldrig til at bo hjemme hos mig..

Hvordan jeg havde det første gang jeg hørte, at der var noget der hed en ‘menstruations-kop’:
mens

Hvordan jeg havde det efter nogen havde forklaret mig om alle de helt fantastiske fordele der var ved at bruge sådan en. F.eks. at man ikke hele tiden skal købe andre remedier til at tage sig af de månedlige begivenheder, at det var meget bedre for miljøet, at det var sundere for kroppen. Og at det slet ikke var så ulækkert at vaske og genbruge som det ellers lød:
mens