En ny ven

De der følger mig på Instagram, de ved allerede godt, at jeg for en måneds tid siden flyttede sammen med en lille hund på 8 år. Efter 4 måneder som hundeløs hundedame, så kunne jeg ikke undvære det længere, og den 13. september flyttede Chili ind.
Vi har brugt den forgangne måned på at lære hinanden at kende. Vi har fundet ud af, at vi begge er glade for ikke at vælte ud af sengen så snart vækkeuret ringer, og vi er begge glade for at gå lange ture. Vi kan også begge to godt lide den mad som det er meningen er til mig, mere end vi kan lide hundemad. Vi er også begge svært glade for legen ‘nu-tager-jeg-din tyggepind’ hvor jeg løber rundt i Verdens Mindste Lejlighed som en tosse, mens hunden forsøger at gemme sig med sin tyggepind under verdens mindste sofabord, af frygt for at jeg skal tage den og spise den foran næsen på hende. Det er fordi, at for hunde, så er det svært at forestille sig, at presset oksehud ikke er en delikatesse for alle.

Vi har også lært, at Chili ikke er en særlig høj hund. Dét faktum, kombineret med at hun er svært glad for at skulle snuse til alle buske foran folks huse, mens jeg står i mine egne tanker har nok fået en del mennesker i byen til at tro, at jeg sådan er en der lusker rundt, og kigger ind af folks vinduer …
chili2
Jeg har også lært (igen) hvor svært det er at tage selfier med hunde. Jeg havde sådan et billede i hovedet af, at vi ville se virkelig søde ud sammen på et billede, så søde at jeg måske kunne bruge det som profilbillede på min Facebook …
a
…problemet er bare, at nogle hunde slet ikke forstår hvordan man skal se ud når man tager selfier, og derfor roder rundt og gider slet ikke sidde stille, hvilket gør det enormt svært som menneske at sidde stille og se helt fokuseret ud …
b
.
.. det hjalp heller ikke engang at zoome mere ind. Næsten tværtimod!
dchili1
Det var faktisk lidt irriterende, at hun ikke kunne forstå, hvor vigtigt det var at sidde og se nuttet ud så jeg kunne få et nyt profilbillede på Facebook.

Chili er en hunhund. Men ind imellem, så bliver jeg i tvivl, om det måske kan være sådan med hunde, at man tror at de er damer, men i virkeligheden, så er de mænd. Hun har i hvert fald mange maskuline træk. F.eks. så er hun helt vildt bange for alt hvad man kan bruge til at gøre rent eller vaske op med. Hver eneste gang jeg tager støvsugeren eller en opvaskebørste frem, så kaster hun sig ind under det lille sofabord, hvor hun nærmest ryster af skræk …
chili4
…det virker derfor ikke som om hun er sådan en slags hund der kommer til at hjælpe til med at gøre rent, selvom det da kunne være dejligt. Det er heller ikke sikkert, at jeg nogensinde kommer til at få et profilbillede på Facebook, hvor vi begge er på. Men det er okay, for hun er heldigvis sådan en slags hund man slet ikke kan undvære igen når man først har fået hende.

9 thoughts on “En ny ven

  1. Læg en skive spegepølse på toppen af telefonen, uden at dække linsen. Virker både ved selfies og billeder af hunden

  2. Ha ha..Kan se mig selv i alle de situationer du så levende beskriver..Vores hund Nikki finder også stor fornøjelse i at sætte sig på røven på stuegulvet, og så trække sig ved hjælp af forpoterne hele stuen rundt, så gulvet se ud som om der har været en 100 kg skovsnegl på besøg, desuden har den fået den dårlige vaner med at ligge og ånde mig direkte ind i ansigtet når vi sover natten, skubber jeg til ham vender han sig præcis 180° så er det hans røv der “ånder” mig i ansigtet. Om ham ikke burde sove på gulvet..? Joooh men når konen også insisterer på at ligge i sengen, så må han selvfølgelig også..:)

    1. Hahaha, jeg havde det som et krav da jeg ledte efter en hund, at de skulle ville sove i sengen 😂 Og Uh, med det der numsetrækkeri! Chili gjorde det heldigvis kun lidt i begyndelsen, men altid i mit meget langhårede gulvtæppe, jeg tror jeg må have det renset snart 😂😂😂

  3. Jeg har desværre ikke hund. Men fårk hvor kan jeg genkende det med min 4 måneder gamle datter. Hun er SÅ nuttet at se på, at jeg tror et profilbillede med hende og mig, vil give enormt meget gadekredit. Men det er som om hun slet ikke fatter hvor vigtigt det er at have det rette profilbillede? Så på alle billederne ender jeg som regel med at se røvåndsvag og vildt rød ud i ansigtet. Armenforhelvededa!

    Og fedt at se din streg igen, du kan virkelig få mig til at grine upassende højt når ungerne endelig sover. Det er squ sjovt!

    1. Hahaha, jeg ville være på præcis samme måde hvis jeg havde børn! Hvis bare de børn og dyr dog ville lære at sidde stille og se nuttede ud når der skal tages billeder 😂

  4. Wow stort tillykke med din hund. Er så glad på dine vegne, for man kan ikke undvære en hund.Det er altid dejligt at have en at tale med, og de svarer aldrig igen. Og så elsker de en og det kan man mærke 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *