‘Jeg går hjemme’ og andre misforståelser om at være selvstændig.

Jeg går hjemme. Eller, det har jeg i hvert fald opdaget, at der er mange der kalder det. Specielt den lidt ældre generation. Det sjove er, at jeg sgu da sagtens forstår hvorfor de ser det på den måde.
For mig – og sikkert også mange andre i min generation og yngre – er det blevet en ret naturlig ting, det der med at have et eller andet selvopfundet job, som ofte jo kan og bliver foretaget hjemmefra, men for den ældre generation kan det måske være svært at forestille sig, at man kan gøre et arbejde ud af at tegne, blogge, sælge strikkede dimser, skrive klummer, sælge billeder eller hvad pokker man nu eller kan lave hjemmefra. Og jeg tror måske, at når jeg præsenterer mit erhverv som ‘tegner’ og ligefrem fortæller hvordan jeg kan udføre meget af mit arbejde fra min sofa med korpus under dynen, så kan jeg måske godt forstå at folk der har været 40 år på arbejdsmarkedet med faste mødetider hver dag fra 8-16 ser det som lidt af et cover-up for at være arbejdsløs.

Et glimrende eksempel var engang jeg skulle medvirke i et TV-program hvor jeg skulle snakke om mine tegninger. En af de andre medvirkende (der skulle være med i et helt andet indslag der handlede om noget helt andet) spurgte mig, hvad jeg lavede. Jeg pegede på stakken af tegninger og sagde, at det var det jeg lavede. Så prøvede han igen, da jeg jo tydeligvis måtte have misforstået hvad han mente. “Nej, hvad laver du …sådan RIGTIGT?”, uddybede han. Og jeg forklarede ham, at selvom mine tegninger muligvis lignede noget der var resultatet af et gruppearbejde i en børnehave, så var det nu engang det jeg levede af. Han var en virkelig flink mand, så han undlod at sige hvad han helt sikkert tænkte (som sikkert var noget i stil med ‘Ååårh, det er egentlig lidt synd for hende, hun tror man kan kalde det der for et arbejde’) og sagde bare “NÅÅÅÅRHHH … på den måde”

Jeg er ikke arbejdsløs. Jeg er ikke på kontanthjælp eller dagpenge. Jeg sælger mine tegninger til ugeblade, forlag og mine postkort og plakater til hvem pokker der nu gider købe dem. Jeg laver indlæg til min blog der har reklamer på, som jeg så til gengæld tjener en smule på. Det er helt korrekt, at mit arbejde til tider kan udføres i en langt mere komfortabel stilling end de fleste der arbejder på kontor, fabrik, på en båd, et hotel, restaurant eller butik eller hvor de nu arbejder. Men ellers minder det på mange måder om enhver anden type job. Jeg har bygget en lille virksomhed op omkring at tegne og fortælle historier fra de mest naive afkroge af min personlighed, og uanset hvor mærkeligt det lyder, så er det mit arbejde.

Jeg skal arbejde meget mere end andre mennesker fordi jeg er selvstændig.
Det er nogle gange rigtigt og nogle gange forkert. De første par år jeg arbejdede for mig selv og prøvede at bygge min lille tegnevirksomhed op, der arbejdede jeg tit både 12-16 timer om dagen. Det gør jeg ikke længere. Nu arbejder jeg ca. 8 timer om dagen, som de fleste andre. Nogle gange mere, nogle gange mindre, men min gennemsnitlige arbejdstid ligger på omkring 8 timer om dagen. I virkeligheden tror jeg sagtens at jeg kunne gøre det større og flottere og tjene flere penge hvis jeg arbejdede flere timer om dagen, og der findes helt sikkert også andre brancher hvor det snildt kan lade sige gøre. Problemet for mig er bare, at min hjerne desværre ikke fungerer som en u-udtømmelig æske af ideer til sjove tegninger (men GID at den gjorde). Men i mit eget tilfælde skal jeg ikke arbejde flere timer end andre på arbejdsmarkedet gør.

Jeg hører tit, at jeg er heldig at jeg kan leve af at lave noget jeg virkelig er glad for at lave, og tro mig, jeg føler mig bestemt også heldig. Men jeg synes også efterhånden, at jeg ikke kun kan kalde det hele for held. Det kan simpelthen ikke kun være held. Det må også – i hvert fald til en vis grad – være fordi jeg er god til det jeg laver. Og fordi jeg har arbejdet for at blive det.

Man skal være bygget af et bestemt stof for at være selvstændig.
Jeg ved ikke lige hvad det stof skulle være (nok i hvert fald ikke det bløde stof mit nattøj som jeg bor i de fleste af mine arbejdsdage er lavet af), men jeg hvis man skal det, så er jeg nok ikke bygget af det. Jeg nyder hverken at sende rykkere ud, ind imellem arbejde alt for mange timer om dagen eller noget i den stil, og det går da ok hos mig alligevel. Jeg har en eller anden idé om, at det var sværere at være selvstændig før i tiden. Og at der ikke var så mange af os. Ja, det kan til tider være mega stressende, men for mig kommer stressen egentlig mest når jeg ikke har noget at lave, og det er vel i og for sig fint nok, så er der også noget for hjernen at tage sig til i de perioder hvor det ikke vælter ind med opgaver.
Jeg kender selv en masse der er selvstændige, og jeg kan faktisk ikke umiddelbart finde noget de som sådan har tilfælles, andet end at de ofte er glade for deres arbejde. I dag findes der også et hav af sparrings og netværks-muligheder for selvstændige, og det har måske gjort at der med tiden både er flere der er sprunget ud som selvstændige, men måske også at det er blevet lidt lettere at være det. 

Det er hårdt at være selvstændig.
Jeg siger ikke at det hverken er bedre eller værre at være selvstændig. Jeg synes ikke det er hårdere end mange af de andre jobs jeg har haft, men heller ikke vildt meget nemmere. Der er fordele og ulemper ved alting.
Det er helt korrekt at jeg – til en vis grad – selv kan strukturere min arbejdstid, til gengæld har jeg stort set aldrig rigtig fri. Til gengæld kan jeg godt savne at vide, at der går et bestemt beløb ind på lønkontoen hver måned. Hos mig kommer det til gengæld ind løbende, og nogle måneder tjener jeg væsenligt mindre end da jeg havde et helt almindeligt kontorjob og nogle måneder tjener jeg mere. Jeg kan også god savne at skulle repræsentere en virksomhed i stedet for mig selv når jeg er ude. For uanset hvordan man vender og drejer det, så er jeg min virksomhed. Det er mit liv og mine historier det er bygget op omkring. Når folk ikke kan lide mine ting rammer det 100 gange hårde end hvis folk ikke brød sig om den virksomhed jeg arbejde for. Til gengæld varmer rosen også 100 gange så meget. Til gengæld savner jeg ikke de faste rammer og ofte ensformige arbejde der var ved at arbejde i et almindeligt lønmodtagerjob.

For mit vedkommende er der perioder hvor jeg har så travlt, at jeg bare burer mig ind og hverken får svaret på SMS’er eller telefonopkald fra venner og bekendte, men til gengæld er der også perioder hvor jeg har masser af tid til at mødes til en kop kaffe. Sådan føler jeg i hvert fald selv, at balancen er (nu sidder der nok nogle veninder der mener, at der er en overvægt at den første type periode, ahem). Men altså, for mig går det op. Jeg føler ikke, at jeg går glip af det store ved at være selvstændig, og de ting jeg kunne gå glip af føler jeg selv, at jeg har mulighed for at indhente på et andet tidspunkt. Og i virkeligheden er det vel det alle prøver at finde i deres arbejdsliv, uanset om de er selvstændige eller lønmodtagere.

6 thoughts on “‘Jeg går hjemme’ og andre misforståelser om at være selvstændig.

  1. Det er en rigtig fin beskrivelse af tilværelsen som selvstændig blogger, tegner mv. Jeg tror, at du har fuldstændigt ret i at det er svært for helt almindelige lønslaver at forstå det arbejdsliv, du har. Når folk siger til dig, at du er heldig at du kan leve af noget,,du virkeligt godt kan li’, så tror jeg ikke at de mener, at det er et held, at du kan leve af det, men lige netop, at det er heldigt for dig, at du var så dygtig og flittig, at du kunne gøre din hobby til dit levebrød. Det ville jeg ihvertfald selv mene..

    1. Årh, sikke en fin kommentar! Jeg tror bestemt også at du har ret, jeg tror bestemt ikke at der er nogen der mener noget ‘ondt’ med det. Den er også lidt til mig selv, at jeg skal begynde at tro lidt mere på mig selv og ikke bare tro at jeg kun er heldig.

  2. Hvor er det godt skrevet.
    Jeg er også selvstændig. Min mand og jeg har en campingplads. Men som flere udtrykker det: “Det er jo bare en campingplads”!!?
    De ser mig jo bare et par gange om dagen, hvor jeg sidder og “hygger” mig i receptionen.
    De ser ikke alt det andet der følger med jobbet.

    Og når jeg arbejder 80-90 timer om ugen i højsæsonen, er det jo bare sådan det er, for “det har vi jo selv valgt” 😉
    Men når jeg så tager ud og rejse 3 uger i november, så kommer der straks spidse kommentarer med på vejen. Så som: “ja, man skulle være campingplads-ejer”

    Eller når jeg i januar tillader mig at sove længe på en hverdag, ja – så er det også galt “man skulle være campingplads-ejer”

    1. Hahaha! Kan du ikke gøre det omvendte? Når de tager på ferie, så sige sådan noget a la ‘Uh, man skulle være lønmodtager’ 😂

  3. Hejsa
    Godt indlæg 😊
    Dog vil jeg sige, at jeg synes da også folk er heldige, når de finder et arbejde de elsker. Og med det mener jeg på ingen måde at de ikke også er dygtige til det de laver. En sådan kommentar skal nok ikke tages helt så bogstaveligt 😊

    1. Jeg tror, at du har fuldstændigt ret. Af og til tror jeg også mest at det er en reminder til mig selv, for måske at begynde at tro lidt mere på mig selv og ikke blive ved med at sige til mig selv at det hele udelukkende er baseret på held 😂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *