Det her er ret grænseoverskridende …

Nå, men jeg har lavet det her indlæg, da I skidesøde læsere har stået ved hele vejen. Så på en måde føler jeg også, at jeg skylder jeg en forklaring. Eller, ikke ‘skylder’ som sådan i negativ forstand, men på en måde for at forklare, og på en måde for at slutte denne underlige periode af. Andre skriver sig ud af svære perioder af sit liv, og for nogle år siden havde jeg nok gjort det samme, men nu har jeg så også tegnet det.

Lad os starte ved begyndelsen. Kan I huske da jeg for noget tid gik sådan ret hurtigt fra det her
1og så til det her
2Hvordan det skete ved jeg ikke, og har egentlig heller ikke brug for at prøve at finde en forklaring på det, for det har jeg prøvet på så længe nu, og kommer ingen vegne.
Jeg var egentlig godt klar over at det stod skidt til, længe før jeg pludselig lukkede Facebookside, Twitterkontoer, osv. Men jeg var nok ikke helt klar over hvor skidt det egentlig stod til.
Jeg har før haft sådan nogle små vinterdepressioner, men har altid kunnet hive mig selv ud af dem ved at motionere, få sol, spise sundere, osv. Så da jeg først troede at det var sådan et lille bæst der havde slået til, så prøvede jeg alt hvad jeg kendte der kunne kurere det. Det hjalp bare ikke en skid. Der var INGEN ændring i humøret.
5 6 7 8Jer der har fulgt med længe ved hvor glad jeg normalt bliver over at få ros, likes, delinger af bloggen, og bare sådan får generelt meget optur når noget går godt for bloggen. Derfor burde det nok have slået mig, at der skulle gøres et eller andet, da jeg ellers fik et fint tilbud om at være med i noget morgen tv for at snakke om crowdfundingen til bogen. Men bare tanken sendte mig ud i et kæmpe panikanfald, og jeg afslog tilbuddet med det samme. For jeg var helt overbevist om, at jeg udemærke vidste hvordan det ville gå ..
15 16 17 18 19 20 21 22Jeg skulle fandeme ikke være med i noget TV. For selvom jeg godt vidste at jeg burde være over the moon-lykkelig, så var jeg det ikke. Slet ikke. I stedet følte jeg bare at jeg havde sat gang i noget der kun kunne ende galt. For hvad fanden bildte jeg mig ind at tro at jeg kunne noget som helst.

Det må have været en virkelig svær periode for Hr. Mand. Men han klagede aldrig. Hvilket var ret vildt, for jeg var helt umulig om morgenen når han skulle køre på arbejde.
34Så sad jeg bare der og græd. Og havde mest lyst til at hænge rundt om hans ene ben og få ham til at blive hjemme.
Først græd jeg kun om morgenen. Så blev det også resten af dagen. Og ugerne var bare sorte og åd hinanden
28 29 30 31 32 33 34Jeg kunne slet ikke se noget godt i noget som helst. Det føltes mest som om jeg havde fået et sort filter for øjnene der gjorde det umuligt at se tingene rigtigt, og selv ting som jeg normalt var vildt glade for, de virkede bare grå …
9 10 13 14Så tænkte jeg, at nu måtte jeg fandeme tage mig sammen. Og det øvede jeg mig så på, for jeg havde fået ind i hovedet, at jeg måske kunne gøre det der fake it ’til you make it-ting og så bare fake at være glad indtil jeg egentlig blev det igen. Det gik dårligere end forventet.
23 24 25… så jeg begyndte at læse på nettet efter gode råd til hvordan man kunne komme over en, hvad jeg stadig troede var, en vinterdepression.
Jeg fandt et forum, hvor en foreslog, at hvis man selv var lidt ked af det, så skulle man sætte sig et sted og kigge på glade mennesker. God idé i teorien. Forfærdelig idé i praksis. Det eneste det gjorde var at minde mig om at jeg havde det mega nederen …
11 12Det havde nu stået på i flere måneder, og jeg blev klar over at jeg var nødt til at gøre et eller andet drastisk. For at være ærlig, så var dagene forfærdelige. Jeg kunne ikke finde rundt i ting, jeg glemte alt muligt, jeg afleverede under-middelmådige skoleopgaver, hadede min lyserøde dame og sad det meste af tiden enten bare og gloede ud i luften eller græd over noget jeg ikke anede hvad var. Jeg overvejede sådan set aldrig sådan at gøre noget helt drastisk og sådan gøre en ende på alting, men må også indrømme, at jeg tænkte, at hvis det var sådan her livet altid skulle være fremover, så var det ikke besværet værd. Og med den tanke bestilte jeg en tid hos min læge, og kunne heldigvis komme derhen indenfor kort tid.

Jeg vidste egentlig ikke hvad jeg ville have, at lægen skulle gøre. Han skulle bare få det til at holde op. Lægen var nok ikke klar over hvilket pres jeg havde lagt på hans skuldre, men lige så snart han spurgte hvad der var galt brød jeg helt vrælende sammen mens jeg allerede anklagende beskyldte ham for ikke at kunne få det her til at gå væk.
Da jeg var faldet lidt ned på jorden fik lægen mig til at tage en test der åbenbart skulle bedømme hvor deprimeret jeg var.
26Lægen fortalte, at hvis man fik over 30 ‘point’ i testen, så havde man en svær depression. Jeg fik 72 point.
27… og det var det også, sagde lægen.
For at være ærlig, så havde jeg, allerede inden jeg tog hjemmefra håbet at lægen ville give mig en eller anden form for piller. Ikke fordi jeg som sådan er all for at man bare skal æde en masse piller, men jeg var egentlig ret ligeglad på det tidspunkt. Pillerne behøvede ikke engang at gøre mig glad. Bare måske mere sådan ligeglad. Så ville jeg være fint tilfreds og aldrig bede om mere, for ligeglad var stadig 8000% bedre end sådan som jeg havde det.
Lægen gav mig nogle piller. Og så demonstrerede han, ved hjælp af en masse papir, hvordan de virkede. Han krøllede en masse papir og rodede det helt sammen …
35Sådan ser det ud inde i din hjerne nu, sagde han. Så lagde han alt papiret i fin orden
36sådan kommer din hjerne til at se ud når du har taget pillerne, sagde han.

Det virkede som en god deal. Det virkede endda som om det var lidt bedre end bare at være ligeglad.

Så jeg tog hjem og i de første par dage, der sov jeg næsten hele dagen lang. Det havde jeg sådan set heller ikke noget imod, for jeg havde ikke sovet mere end 3-4 timer om natten det sidste lange stykke tid. Og når man sov, så slap man også for alle de sorte tanker om alle de ting der kunne gå galt og var galt.

Efter et stykke tid skete der noget underligt. Noget jeg slet ikke havde forventet, sådan i virkeligheden
37 38 39 40Jeg troede næsten ikke på det. Kunne det virkelig være, at pillerne ikke bare havde gjort mig ligeglad, men måske endda gjort mig glad? Ikke sådan helt crazy happy, men bare sådan som jeg havde haft det før. Det virkede helt åndssvagt, og jeg begyndte at udfordre denne underlige normalhed, for at se om det virkelig var rigtigt. Først tvang jeg mig selv til at tænke nogle af de sorte tanker jeg havde haft om alt det dårlige der kunne ske i livet. Men i stedet for gråd kom der sådan en underlig rationel tankegang …
42

43 44Da jeg havde klaret alle udfordringerne var jeg helt ekstatisk.
Det sjove var, at det jo bare var sådan jeg normalt havde haft det. Det var jo ikke fordi pillerne havde gjort mig lykkelig, men det havde de jo alligevel gjort, for jeg var så skide fucking lykkelig over ikke at være SÅ ked af det hele tiden mere.
Efter et stykke tid blev det endnu bedre. Jeg fik lyst til at tegne igen. Jeg fik lyst til at åbne op for kommentarfelterne og lave en Facebookside igen. Jeg fik lyst til at lave mine skole afleveringer ordenligt, og jeg fandt ud af at drømmen om at gerne ville tegne ikke var død, som jeg ellers havde troet at den var. Og SÅ blev jeg crazy lykkelig over at bogen var blevet 100% fundet. Lige pludselig kom alle de reaktioner der burde have været der da tingene skete, men der var de jo bare udeblevet.

Pludselig virkede alle de ting som jeg sagtens kunne gøre før i tiden som kæmpe mirakler
45

Så på mange plan er alt nu tilbage til det gamle. Mange af jer har måske ikke lige skænket det en tanke, men det helt overvældende antal af mails der er landet i min inbox tyder på at det har undret nogen en del. Nu havde jeg jo fået det jeg ville, hvorfor ville jeg så lukke hele lortet ned? Det her er så forklaringen. Eller, i hvert fald, det tætteste jeg kan komme på at give en forklaring på min underlige opførelse.

Jeg er skide taknemmelig for at I har hængt ved. Og for at I har fundet bogen. Og at I liker og deler bloggen og kommer med søde kommentarer. Forhåbentlig ændrer det sig aldrig igen.

Er måske den stærkeste dame på hele Lolland …

I vinters var der meget koldt på gården, og da alle forretningerne var løbet tør for brænde, så blev vi nødt til selv at save noget ud af noget træ vi havde. Jeg havde aldrig prøvet at save brænde før. Faktisk, så tror jeg aldrig rigtig at jeg har savet noget i mit liv før.
Det var egentlig heller ikke fordi jeg som sådan gik rundt med et brændende ønske om at save i ting, men jeg er også alligevel bange for at Hr. Mand en dag bliver træt af at jeg ikke kan finde ud af sådan nogle praktiske ting som man skal kunne når man bor på en gård, så jeg prøver altid at hjælpe så godt jeg kan.

Hr. Mand lagde træet op på sådan et stativ, og så gav han mig en sav. Den var orange.
1Da jeg skulle til at begynde at save, så hørte jeg en mærkelig lyd ovre fra hvor Hr. Mand stod og savede …
2Da jeg kiggede hen, så så jeg at Hr. Mand var ved at save i træet med en elektrisk form for sav. Og det gik hurtigt, det skal jeg lige hilse og sige. Da Hr. Mand jo er en mand, så har han jo meget stærkere arme end mig, og kunne helt sikkert hurtigere save i træet med den almindelig sav end jeg kunne.
3Så jeg spurgte ham, om vi ikke skulle bytte, men det var som om Hr. Mand slet ikke vidste hvad han skulle sige til mit forslag.
4Han så næsten ud som om, han prøvede at finde på noget klogt at sige …
5Og så sagde han noget der gav meget god mening
6og så sagde han også noget jeg slet ikke havde regnet med
7Wow, tænkte jeg. Jeg havde aldrig selv syntes, at jeg var sådan en som var stærk. Men måske havde han ret
8Hvis Hr. Mand sagde, at jeg var stærk, så måtte det være rigtigt. Han ville ALDRIG sige sådan noget for sjov!
Og jeg blev rigtigt stolt over at være sådan en stærk én. Og jeg savede og savede og savede …
9
Efterfølgende har jeg godt kunne mærke i mine arme hvor stærk jeg er blevet, så jeg er begyndt at gå sådan med armene lidt ud fra kroppen, så andre også kan se det.
10Det er dog ikke alle der sådan rigtigt lægger mærke til det, så jeg er også begyndt at se lidt mere gal ud, for ligesom at understrege min stærkhed.
11Men ved I hvordan jeg i virkeligheden har lyst til at gå rundt? Sådan her:
12For det første, så er jeg klar hvis der er noget der har noget de skal have savet i. For det andet, så tror jeg ikke man sådan lige messer med sådan en stærk, sur dame med 2 save i hånden.

Hr. Mand aner ikke hvor heldig han er …

Hr. Mand står op hver dag kl. 04.30 og kører til København, hvor han møder på arbejde kl. 07. Han kommer hjem igen fra arbejde kl. 17.
Jeg har egentlig ingen grund til at stå så tidligt op, jeg kan lave mine skole og tegneting når det passer mig, men jeg vågner altid når han står op, ikke fordi han larmer, men fordi der er 4 store hunde der spæner rundt og er helt over-excited omkring at skulle have morgenmad.
Når jeg så lige er vågnet lidt op, så bliver jeg mødt af det evige dilemma, som jeg i dag indvidede Hr. Mand i …
op1… Men det var som om han slet ikke kunne se alvoren i problemet. Ja, jeg vil næsten sige, at han nærmest bare tog sådan lidt let på det og gjorde lidt nar af det, som om det bare var en lille ting
op2
op3op4op5

… og den store

16Jeg er vokset op i en mellemstor provinsby, med alt hvad der dertil hører. Blandt andet også lokale radiostationer hvor man kunne ringe ind og sende hilsner til den eller og den anden lørdag formiddag. Den ene af de lokale radiostationer havde også en quiz for børn, hvor man skulle svare på et par spørgsmål, og så kunne man vinde nogle billetter til et fint børnearrangement i byen.

Jeg var ikke så gammel, så det var nok mest mine forældre der tog initiativet til at ringe op til quizzen. Men det var jo naturligvis mig selv der skulle snakke med dem inde i radioen. Og jeg kom igennem. Det var næsten for godt til at være sandt.

Det første spørgsmål manden i radioen stillede mig var “Hvad hedder du?”, hvortil jeg naturligvis svarede:
1103

Der var åbenbart ingen præmie for at kunne sin alder, så jeg skulle i gang med at svare på nogle ‘rigtige’ spørgsmål. Det første, sagde manden, drejede sig om talemåder.
Jeg husker selvfølgelig ikke de præcise tanker der gik gennem hovedet da han sagde det, men der er ingen tvivl om, at jeg nok ikke vidste hvad helvede han snakkede om.

Spørgsmålet lød “Når nøden er størst, hvad er så nærmest?”. Jeg synes det var et underligt spørgsmål, og jeg tænkte meget over det …
1314Svaret var jo ligetil. Og jeg forstod det ikke helt, for det var jo en quiz for børn, ikke idioter. Så jeg svarede:
15… hvorefter der udbrød et latterbrøl i den anden ende af røret. Det manden åbenbart ville have jeg skulle svare var ‘hjælpen’, men jeg var noget skeptisk. Den mand havde åbenbart ikke spist særligt mange nødder. Jeg måtte i hvert fald have spist flere end ham. I hvert fald nok til at vide, at det der var tættest på nøden hed ‘skallen’ og ikke ‘hjælpen’. Med sådan et underligt spørgsmål frygtede jeg quizzens sidste. Når manden i radioen ikke engang selv kendte de rigtige svar, så ville det unægtelig blive lidt svært for mig at få fingre i de billetter.

Det skulle dog vise sig, at det sidste spørgsmål ville blive piece of cake for mig. Spørgsmålet lød “Hvem synger sangen ‘Tre Hvide Duer'”. Det svar kendte jeg godt, for min far talte hele tiden om den sang og manden der sang den. Nu skulle manden i radioen ikke forsøge at snyde mig igen. Jeg var så sikker i min sag, og jeg svarede med overbevisning i stemmen:
9Igen med samme reaktion som sidst. Det var sgu da pisseirriterende. Var de bare ude på at gøre børn til grin? Da grinene havde lagt sig i den anden ende af røret (og sikkert i mange stuer hvor der blev lyttet med) bestemte manden alligevel, at jeg godt måtte vinde billetterne. Selvom han insisterede på, at mine svar var sjove, men ikke korrekte. Irriterende type.

Da jeg havde lagt røret var jeg noget muggen. Jeg viste jo, at han hed ‘Jodle Bøv’. Det havde min far jo altid sagt, at han hed.

I dag ved jeg, at man ikke altid skal stole på sine forældre.