Om ‘konstruktiv kritik’

For et stykke tid siden lavede jeg jo det der indlæg om den depression jeg havde haft. Det var vanvittigt grænseoverskridende, og jeg frygtede at jeg ville blive høvlet ned af negative kommentarer om at piller er dumme, at jeg skulle tage mig sammen, osv.
Men det blev jeg ikke. I stedet var I alle sammen skide søde, jeg fik mange søde kommentarer og mails fra jer, og satte virkelig meget pris på det.
Indlægget er blevet delt mange gange, og jeg gætter på at det er sådan det startede. Den ene negative kommentar der kom i sidste uge, som gjorde mig i dårligt humør 3 dage efter. Den hed noget med “Det her indlæg er virkelig meget inspireret af Hyperbole. Det er lidt ærgerligt. :)”. Ja. Smiley. For det ved vi jo godt redder hele vores dag.

For det første, så føles den slags ‘konstruktive kritik’ (ja, det kalder vi det bare, ikke. Smiley) nogenlunde som at få sprøjtet 10000 liter kold vand i hovedet, samtidig med at nogen kaster tomater efter en …
hit6og så får man øje på den. Smileyen.
hit7Men hov! Hvad er den af? Hjælper smileyen slet ikke? Gør den ikke automatisk alle i bedre humør?!?
hit8Nej. Så bare undlad den næste gang.

For at prøve at sætte det lidt i perspektiv, så lade os sige at S, som lagde kommentaren, måske havde et job (for uanset hvordan man vender og drejer den, så er bloggen jo på et eller andet plan mit job) hvor hun på et møde skulle præsentere sin en idé som hun havde lagt hele sin sjæl i. Og så kommer først kritikken.
hit9Men så smiler man bare. Og så skulle alt jo blive bedre.
hit10Men det gjorde man jo
hit11

Nu har jeg for det første aldrig lagt skjul på at mine tegninger er meget inspireret af Hyperbole, og jeg ved også godt at der var ting i netop det indlæg der mindede utroligt meget om Hyperboles depressions-indlæg.
Jeg selv tænkte først over dem da jeg havde tegnet indlægget færdigt, men tænkte egentlig ikke så meget over det, for har efterhånden lært, at der er mange lighedspunkter mellem 1000 menneskers depressioner, og jeg kunne egentlig ikke se hvorfor jeg enten skulle opdigte ting der ikke var som de havde været da jeg var deprimeret, eller undlade nogle af de ting der havde fyldt mest i min depression, bare for at det ikke skulle minde om noget andre havde tegnet før. Og det svarede jeg så tilbage til kommentaren, sammen med en linie (eller 100) om at jeg synes det var ærgerligt, at det var den eneste tanke hun havde lyst til at dele om emnet. Hun svarede aldrig tilbage. Sådan er det som regel også med dem der lægger en enkelt negativ kommentar, det er som regel sådan lidt hit ‘n’ run.

Jeg ved ikke om kommentaren gjorde så ondt fordi det lige præcis var det indlæg hun valgte at smide den efter, som beskrev en så nederen periode i mit liv, at jeg hellere ville æde min egen arm uden bedøvelse end at skulle opleve det igen. Eller om det var fordi hun så det som noget der skulle underholde hende, men ikke levede op til forventningen og derfor måtte hun lige lade sådan en lille stinker sive. Jeg ved det ikke, men jeg tror egentlig mest fordi hendes kommentar lød som om at hun troede det bare lige var noget jeg havde lavet for sjov. Som om jeg havde tænkt at det der depressionsindlæg Hyperbole havde lavet da var vældigt populært, så sådan et ville jeg da også lige lave. Men den ramte så meget hårdere end nogen anden kommentar jeg har fået før, og de næste 3 dage havde jeg mange diskussioner med mig selv
hit1hit2hit4hit5Indtil jeg så kom frem til, at det nok var nemmere at tegne mine frustrationer ud.

Det jeg egentlig mest prøver at sige er, når nu du besøger en side der leverer ganske gratis underholdning til dig, og du tænker “Næh, hov. Der var lige noget der jeg kunne sige noget surt om”, så prøv lige at vend den om. Prøv at tænk efter hvordan du ville have det hvis nogen kom og sagde det samme til dig om dit arbejde. Overvej så om det måske egentlig er lidt spild af tid at lægge kommentaren. Og hvis du så endelig beslutter dig for at gøre det, så lad for fanden da være med at pakke den ind i en smiley. Det er simpelthen for luset.

Så kunne man komme ned på jorden igen ..

Sådan nærmest ved et tilfælde er jeg begyndt på sådan noget selvudvikling, og har netop været på et 3 dages kursus i den slags og var meget overvældet af det. I 3 dage følte jeg det faktisk sådan lidt sådan ..
med3Nu er jeg så kommet hjem igen, og var egentlig stadig sådan helt høj over det hele og glædede mig til at bruge nogle af de værktøjer jeg havde lært.
Så i dag ville jeg lave sådan en åndedrætsøvelse, for ligesom rigtigt at trække vejret dybt ned i maven …
med1Det var dejligt. Indtil Hr. Mand kom forbi.
med2Så nu tror jeg, at jeg nok kun laver øvelserne når han er taget på arbejde.

Det kunne godt være en deal breaker

Hr. Mand og jeg er meget forskellige. Jeg er meget ung og meget glad altid, og han er tit mere sådan lidt gammel og sur i det …
db1Det er noget jeg har vænnet mig til. Jeg elsker ham jo. Både selvom han er gammel og sur og hans yndlingsband er Lynyrd Skynyrd ..
db2Sådan bliver det efter et stykke tid. Så smutter man ikke bare fordi ens kæreste er gammel, sur, hører Lynyrd Skynyrd og nægter at oprette en profil på Facebook
db3Meget kan man tage. Noget kan man også forstå, eller i det mindste bare acceptere. Men ind imellem er der ting der er så sære, at ens hjerne næsten lukker ned når man finder ud af det …
db4db5Det er som om hjernen prøver at forstå informationen man har modtaget, men den kan simpelthen ikke arbejde med det, og man begynder at stille sig selv spørgsmål som “Slår han så også små dyrebørn?!?” og “Hvad var det nu der skete med ham der psykopaten der myrdede små børn der stak af fra fængsel lige inden jeg mødte Hr. Mand”.
Mange ting kan man leve med. Men jeg ved ikke om det her er en af dem.