Her til morgen så jeg at amarOrama heppede på sne.

Det gjorde jeg også da jeg boede inde i byen. Det gør jeg ikke mere.

For hvor mange fejlagtigt tror, at vinteren på landet er sådan noget hyggeligt noget, hvor man løber rundt i sneen og er glad…

Så går vinteren på landet ligesom mere ud på at have termotøj på dag og nat, og håbe på at den lokale traktor-mand gider komme forbi og rydde vejene, så man ikke er fuldstændigt afskåret fra omverden i alt for mange dage af gangen.

Så hvis I lige gider holde jeres lovprisninger og forhåbninger om det hvide lort for jer selv, så ville jeg være meget glad.

På forhånd tak.

Jeg bruger jo Lalandia som svømmehal, og der er tit nogle der spørger, om det ikke er irriterende med alle de der børn. Men børnene er faktisk ikke så slemme.. det er mere hvad der sker med helt almindelige, høflige voksne mennesker når de rammer et badeland.

Sådan her ville de fleste almindelige voksne reagere hvis de kom til at gå i vejen for dig….

…og sådan her opfører voksne mennesker sig når de kommer i badeland

I don’t get it.

Jeg tror, at det er de færreste der kan se sig fri for ikke at blive påvirket af det kolde vejr og den grå himmel.
Nogle bliver det åbenbart mere end andre.. jeg er åbenbart en af dem.

En meget god indikator på om man har tendens til at udvikle en vinterdepression er hvordan man har det når man vågner om morgenen. Hos mig ser det sådan her ud:

Samtidig begyndte jeg at blive lidt mere følelsesmæssigt ustabil, noget jeg jo heldigvis ellers OVERHOVEDET ikke har anlæg for.
Pludselig begyndte jeg at gå op i ting der slet ikke interesserede mig normalt…

…og en dag jeg var i Netto var der udsolgt af spinat, og jeg vil ikke kalde min reaktion for ‘voldsom’, men den lå måske en lille smule ud over hvordan jeg ellers ville have taget nyheden…

En dag gav jeg hundene nogle hundekiks, og da de 3 af dem havde fået to kiks, så var der ikke flere tilbage, hvilket vil sige, at hund #4 kun havde fået en enkelt kiks…

Da gik det op for mig, at der nok ligesom var et eller andet galt. Hr. Mand havde også lagt mærke til det, og gjorde alt hvad han kunne for at muntre mig op. Hvilket egentlig bare gjorde det hele værre, for jeg følte, at så blev jeg nødt til at være glad hele tiden.

Men det skulle sgu være løgn, tænkte jeg. Vinteren på landet er lang og grå nok i forvejen, jeg gider fandeme ikke slås med sådan en vinterdepression oven i. Så derfor kiggede jeg på de ting der gjorde mig ked af det, fik lagt noget struktur på mine hverdage, forsøger nu at ændre min kost og har lagt faste gåture på programmet hver dag.

Så nu krydser jeg fingre for at ændringerne virker. For jeg gider fandeme ikke være sådan en der står og tuder over spinat i Netto… eller ser Vild med Dans.

 

.

Det er jo utroligt hvad man kan finde af spot-varer i Netto, som man på en eller anden måde får overbevist sig selv om, at man ikke kan leve uden. Senest fandt jeg en toastmaskine til 79 kr.
Normalt så kan jeg faktisk godt komme helskindet gennem spot-afdelingen. En hård disciplin jeg kun har lært, efter jeg skulle prøve at få et budget til at hænge sammen hvor den ene indtægt hedder SU, og den ene udgift hedder en gård der koster ca. 10.000 kr. om måneden at varme op i vintermånederne.

Jeg gik længe rundt og overvejede den der toastmaskine…

…og det er det jo. Individuelt indpakkede firkantede skiver af noget der skal forestille at være chedder

Ikke noget jeg normalt forbinder med en vild smagsoplevelse. Men på en eller anden måde, så røg både osten og toastmaskinen ned i kurven. Nå, men jeg kom hjem og viste Hr. Mand toastmaskinen, og et øjeblik udbrød der et spontant glædesøjeblik i køkkenet. Men den var også virkelig fin, den der toastmaskine.

Nå, men prøves skulle den jo. Så frem med firkantet brød og orange ost. Min reaktion på at få den smeltede oste-masse i det halv.brændte brød ind i munden, overraskede mig faktisk en del. Jeg havde ikke set den komme.

…og jeg kunne ikke stoppe mig selv. Efter at have kørt den første pakke brød ned, kørte vi gennem sne og slud (det er løgn, det regnede bare lidt. Men det andet lyder mere dramatisk.) for at købe mere brød og et lager af ost.
MEN – der var en ting vi ikke havde taget højde for, nemlig det faktum at en toastmaskine bliver virkelig, virkelig ulækker efter brug, og overhovedet ikke er selv-rengørende. Den var virkelig klam.

Det gjorde mig forvirret. Hvad skulle jeg gøre? Jeg havde jo det hele klar!

I virkeligheden så jeg kun én udvej. For I tænker nok “Du kan da bare gøre den ren?” – men det kan man ikke.

Så vi siger bare, at det var det jeg gjorde, ikke? Historie slut.

….

….

….

….

….

….

….

….

….

….