Få ting kan ødelægge min månedlige udflugt til storbyen. Jeg elsker at gå rundt derinde og suge indtryk og andre menneskers tilstedeværelse til mig, men der er et par ting der kan ødelægge det. Turister i grupper der insisterer på alle at gå ved siden af hinanden så ingen kan komme forbi, folk der ikke har lært at man skal stå i den ene side af rulletrappen hvis man ikke har travlt. Og så er der Facerne. For prøv nu at hør. Der er ingen grund til at bruge 10 minutter på at forklare om børn og dyr der har det frygteligt. Jeg ved det godt. Men nu går jeg jo lige og har det så hyggeligt, så skal du da ikke komme der mit dit død og ødelæggelse når jeg skal hen og have en overpriced latte, vel?
Den anden dag gik jeg lige så stille og passede mig selv..
Da jeg blev fuldstændig overrumplet af, ja nærmest overfaldt, af det meste morgenfriske, kække individ der indledte med et “HEEEEEEEEJ SØDE!!!!”
Jeg blev meget forskrækket, ja nærmest en lille smule bange. Og jeg gad ikke snakke med hende. Så jeg sagde pænt “nej, jeg har desværre ikke tid”. Men det var ikke en fin nok grund til røvbelastende-facer-personen. Jeg skulle åbenbart stå til regnskab for min tid overfor hende…
…som om det var den eneste gyldige grund til at sige nej til at tale med hende. Jeg var slet ikke klar over det fungerede på den måde nu (det er åbenbart for længe siden at jeg har dealet med facere på gaden i hverdagen), så jeg havde ikke en god nok undskyldning klar. Så jeg svarede bare “nej”. Og det var tydeligt, at det ikke var tilfredsstillende for hende.
Og så fik jeg ellers lige de mest sarkastiske råb med på vejen da jeg gik videre..
Helt ærligt. Lad mig nu bare være i fred. Jeg gider ikke støtte din organisation, fordi 98% af de penge jeg giver går til administration. Og når du skal være så røvbelastede, så gider jeg ikke engang overveje at de sidste 2% rent faktisk går til noget godt.