Når man går alene det meste af tiden, og resten af tiden i det hele taget bare bor på en gård på Lolland, så taler man ikke så meget med andre mennesker. Folk på landet snakker for det første ikke så meget, og de folk der virkelig gerne vil snakke når man ser dem, det kan f.eks. være ens genbo som man ellers ikke har set siden han stod og trænede karate med en pind på sit hus – ja. PÅ sit hus. Og jeg ved ikke rigtigt noget særligt om pinde eller karate.

Når jeg kommer til København, så er jeg altid forbi Baresso. Hvilken som helst, I don’t care. Det kan godt være at der findes så mange andre hyggelige cafeer, men jeg elsker den duft der er der. Og jeg er svært afhængig af en stor latte med 3 skud espresso, og sådan er det bare. Desværre for medarbejderne på Baresso. De ser selvfølgelig mange turister, men de fleste af dem har jo travlt, og er der som regel sammen med andre mennesker, som det er mere naturligt for dem at snakke med, end med den søde kaffe-dame bag disken.
Sådan er det ikke når jeg kommer. Jeg har overhovedet ikke travlt med noget som helst. Og heller ingen med til at tale med. Og fordi der ikke er så mange mennesker jeg lige samtaler med i min hverdag, så bliver jeg højst overrasket hver gang der er nogen der spørger til en eller anden form for behov jeg har…

…og jeg har jo boet i København det meste af mit liv, så jeg ved jo godt at det rigtige svar er noget i stil med:

Men mit hoved kan ikke længere kapere simpel menneskelig interaktion.. og min hjerne går amok
…og desværre for medarbejderne på Baresso, så bliver mit svar nogenlunde sådan her:

 

Jeg ved godt, at det er det forkerte svar.. og den sidste rest af min københavner-værdighed SKRIGER til mig, at det skal stoppe ASAP!

..men det gør jeg ikke.. jeg bliver bare ved og ved og ved og ved, i en lang, virkelig grusomt kedelig uendelighed

Heldigvis, for dem, er de som regel forholdsvis hurtige til at lave kaffen…

…og vupti, så er de videre til den næste kunde. Næsten som om man slet ikke betød noget særligt for dem..

..men man må jo se lyst på tingene

Så kære Baresso-medarbejder. Tak fordi du altid er så sød og flink, og altid smiler selvom du har skidetravlt. Og undskyld alt mit snakkeri. Skal virkelig nok prøve at holde det under kontrol.

Den anden dag havde jeg været udenfor og lege med hundene, og da det var rigtigt koldt besluttede jeg mig for at tage et dejligt varmt bad da jeg kom ind. Bagefter var det dejligt, og jeg havde fået varmen igen.

…jeg havde smidt mit tøj på gulvet, og gav mig til at samle det op, da Hr. Mand kom ind..

Hr. Mand udstødte et lille gisp, og sagde så følgende..

…men det gav jo ingen mening! Det var jo dag! Og selvom det var koldt, så skinnede solen da. Jeg forstod ingenting..

Jeg gik også hen til vinduet og kiggede, men jeg kunne ikke se månen.

Ind imellem tror jeg altså, at han er bilder sig ind at han ser ting som slet ikke findes i virkeligheden.

Her til morgen så jeg at amarOrama heppede på sne.

Det gjorde jeg også da jeg boede inde i byen. Det gør jeg ikke mere.

For hvor mange fejlagtigt tror, at vinteren på landet er sådan noget hyggeligt noget, hvor man løber rundt i sneen og er glad…

Så går vinteren på landet ligesom mere ud på at have termotøj på dag og nat, og håbe på at den lokale traktor-mand gider komme forbi og rydde vejene, så man ikke er fuldstændigt afskåret fra omverden i alt for mange dage af gangen.

Så hvis I lige gider holde jeres lovprisninger og forhåbninger om det hvide lort for jer selv, så ville jeg være meget glad.

På forhånd tak.