Jeg er holdt op med at købe chokoladeskildpadder. Altså, sådan næsten altså. I hvert fald, når Hr.Mand er med ude for at handle. Mest fordi jeg gerne vil være sådan en som der er viljestærk, og bare kan gå forbi hylden med skildpadder, som om at det var en hylde fyldt med rosenkål. Fordi rosenkål er ulækkert. Ja, jeg er nærmest også begyndt at rynke lidt på næsten af skildpadderne, når Hr. Mand ser på. Så han rigtigt kan se, hvor meget jeg slet ikke er afhængig af dem.

Problemet er, at alle ved, at jeg elsker chokoladeskildpadder, og derfor får jeg det tit i sådan en lille gave, når der kommer gæster. Og jeg vil ikke lyve, det gør mig da glad!

… og min intention var virkelig, at de skulle holde i RIGTIG lang tid.
Men fordi jeg var i så stort skildpadde-underskud i hverdagene nu, fordi jeg lod som om at jeg synes at de var ligeså ulækre som rosenkål, så fik jeg spist dem for hurtigt …
… og det gjorde mig faktisk både sådan lidt flov, og lidt ked af det på samme tid. Flov blev jeg, fordi jeg var bange for at Hr. Mand skulle finde ud af at jeg slet ikke var sådan en der syntes at skildpadder var ligesom rosenkål, og ked af det fordi der ikke var flere i pakken, og derfor heller ikke flere jeg kunne putte i munden.
Pludselig, helt ud af det blå, så fik jeg en idé!

Puha, så må vi ikke håbe, at de tager skildpadder med igen denne gang. Det ville være frygteligt! Jeg skulle måske have sagt til dem, at jeg under INGEN omstændigheder ville have flere skildpadder. Men det glemte jeg.